Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E, Kinck.
skjønne Ginevra; og saa har de grepet ham, sydd ham ind i
en sæk, dukket ham i Arnoen op og ned, til spot og spe for
alt folket. Den lavpandede kraft og aandelige underlegenhet
er altsaa atter fra Pisa, som i La Gorgona. Og saa fortæller
han den forbausede vert at gjesterne just er disse to volds
mænd, Neri og Gabriello. For nu ser Giannetto rødt, er yr
av hevnsyke, skyr intet middel, ofrer endog kvinder for at
naa den nye kvinde, det vil si hevnen La Vendelta, som
erklærer: «Den som elsker mig, elsker alle kvinder; den som
elsker mig, nåar alle glæder.» Og bak dette hans jag efter
hevn staar Lorenzo Magnifico seiv; for disse brutale slaas
kjæmper fra Pisa er ogsaa hans dödsfiender; og han har
invitert dem hit, foråt forsoning kan komme istand, sier han;
men det er i virkeligheten bare et nyt fantestykke, som er
i gjære. Altsaa som i den før nævnte novelle av Grazzini,
hvor Lorenzo skaffet sig hevn over lægen.
Saa kommer de andre gjester, det vin- og elskovsglade
selskap med sine tjenere. Neri i sin grønne kappe og med
sin fangst, kurtisanen Ginevra. De begynder straks at håane
rivalen, som har tapt; ber ham saaledes at kysse sin fordums
pike paa haanden og være høflig. Og Giannetto gjør det.
Men han forstaar kjærlighet og menneskehjertet bedre end de;
såar med et par ord misstemning først mellem brødrene, alle
rede før man faar sat sig tilbords, idet han mumier noget
om at ogsaa Gabriello elsker Ginevra, men ikke tør nærme
sig hende. Broren faar da hast, maa pludselig reise hjem til
Pisa, og gaar. Resten sætter sig tilbords. Og under dette
«forsoningsmaaltid» hagler det med vidd fra Giannetto; han
egger, erter, såar mistro og splid mellem Ginevra og Neri;
han forstiller sig hele tiden, kryper rundt i sin selvharcelas
som en giftig orm; sier underfundige og betagende ting om
kjærlighet, som ganske kogler og fortumler Ginevra. Det
ender som en stor og straalende opgjørsscene mellem aand
og brutal tyrekraft, og Neri tvinder han tilslut om sin lille
finger. Denne skjænker ustanselig i sit glas; vinrusen siger
over ham, han blir en sløv storskryter: han er ikke ræd selve
Lorenzo Magnifico! brøler han. Og Giannetto vedder ti floriner
paa at Neri tør ikke inat gaa til en vinkneipe, hvor de unge
florentinere er samlet, iført Medicfs rustning og med en vældig
podekniv («ronco/a»)over skuldren. Pludselig opbrudd fra gildet.
254
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
