Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Friis: Krisen i den norske arbeiderbevægelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jakob Friis.
ikke til at undgaa. Men det var heller ikke til at undgaa,
at den re n t-politiske, den idépolitiske arbeiderbevægelse
maatte reagere mot denne utvikling. Baade det uavhængige
arbeiderparti (I. L. P.) i England og de uavhængige social
demokrater i Tyskland tæller de fleste av bevægelsens «intel
lektuelle» blandt sine ledere. Jo længere krigen varte, desto
sterkere blev fagbevægelsen bundet til staten og denne til
fagbevægelsen, men desto fiendtligere maatte forholdet bli
mellem dem begge og den idépolitiske arbeiderbevægelse.
Det var ikke av nationalistiske, patriotiske grunde, at fag
bevægelsen hadde git staten sin støtte, det var av magt
politiske og av taktiske grunde. Ved sin magtindflydelse
mente den at kunne paavirke krigsførslen og paaskynde krigs
avslutningen. Men staten var allikevel sterkere end den, og
fagbevægelsen maatte derfor mere og mere bøie sig for statens
krav. Jo længer krigen varte, desto mere maatte den bøie
sig. Desto sterkere blev da efterhvert den idépolitiske arbeider
bevægelse. Den hadde ikke gjort nogen indrømmelser til
staten, den hadde holdt sine principper rene. Historisk-viden
skabelig maa man si, at hverken den faglige eller den
politiske bevægelse kunde optræde anderledes end den gjorde,
kun for arbeiderklassens bevissthet kom det mer og mer til
at se ut som om fagbevægelsen hadde svigtet, mens den
politiske bevægelse hadde holdt sin sti ren. Og forsaavidt
var dette rigtig: hadde fagbevægelsen kunnet bedømme helt
ut omfanget av den verdensulykke den gav sit samvirke til,
da hadde faren ved at stille sit eget liv i den politiske idés
tjeneste sikkert förekommet den übetydelig i forhold til den
utsigt den hadde til at frelse verden ved at gjøre det. Fag
bevægelsen har sikkert gjort arbeiderklassen umaadelige
tjenester under krigen ved at hindre meget av dens nød og
ordne meget av dens kaos. Men i politik dømmes man like
meget efter hvad man muligens kunde ha utrettet, som efter
hvad man har utrettet. Fagbevægelsen kunde muligens ha
hindret krigen. Det kan arbeiderne ikke glemme. Jo længer
krigen varer, desto übetydeligere förekommer det som den kan
lindre av krigens nød, i forhold til det den kunde ha hindret,
hvis den hadde været like sterk i sin ideelle som i sin prak
tiske handleevne. Desto sterkere gjør derfor den slutning
sig mer og mer gjældende: fagbevægelsen maa bli gjennem-
284
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
