Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Beyer: Revolutionen og det nye Tyskland - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Beyer.
Mindre glædelig overrasket blir man ved at møte andre
minder fra fortiden. Fremdeles de gamle gateskilter med
Bistnarcks, Moltkes, Wilhelms navn. Krigen kunde forvandle
«Piccadilly» til «Vaterland»; men revolutionen kunde ikke
avskaffe de hundreder av kafénavn som minder om Hohen
zollerne. Krigen kunde omdøpe Königgrätzerstrasse til Buda
pesterstrasse for ikke at saare østerrikerne; men det har ikke
lykkes revolutionen at omdanne Siegesallée til en skikkelig
spaservei uten spøkelser. Endnu taler mange om «Königliches
Schauspielhaus», «Königliche Bibliothek» o. lign. At revo
lutionen sommetider ogsaa i denne ytre henseende har bragt
forandringer, skal ikke negtes. En og anden nydøpt Bebel
strasse lyser rødt mellem de gråa, ensformige generaler og
Hohenzollere.
Behagelig virker det derimot at den officielle preussiske
embedsmæssige tone tildels var blit en anden. En smule
frisk luftning i byraakratiet har revolutionen ført med sig.
En del av embedsmændene hører jo ogsaa til den nye poli
tiske kategori, novembersocialisterne. Den gamle kommando
tone og embedsmæssige høitidelighet merker man mindre
til. Den preussiske stramhet bredte sig jo under det gamle
system fra de øverste dekorerte geheimeraader ned til jyplingen
som solgte billetter. Det høieste byraakrati dannet forbilledef
Det var ikke uten psykologisk indflydelse paa embeds- og
bestillingsmændenes syn paa sig seiv som øvrighet at gate
feierne saaledes som i Berlins forstad Lankwitz endnu
saa sent som i 1916 maatte præsentere kosteskafterne nåar de
møtte borgermesteren. Selvfølgelig blev denne selvhersker
fjernet av revolutionen.
Det er ogsaa en fornøielse at se riksvernets officerer
eksersere med sine soldater. Ikke spor av preussisk hane
marsj, seiv ikke i garnisonsbyen Potsdam, men snarere
norsk togmarsj nåar de drager gjennem byen. Og kommando
ordene er ikke længer «fremad marsj», men «kom nu karer»
o. lign. Man merker heller ingen eftervirkninger av det gamle
reglement at nåar officeren sier en vits, da skal soldaterne le,
«aber kurz und militärisch». Nu ler de gudbedre som friske
unge mennesker.
At man forøvrig i disse dagers Tyskland ikke ler for
meget, behøver ikke at sies. Særlig virker Berlin knugende.
490
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
