Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Anne moster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
næsten værre end om kjærringen hans hadde levet. For da
hadde der ikke været nogen raad allikevel, da. Men nu
kunde hun faa ham hvad dag hun sjøl vilde, om det saa
var straks paa timen, og hvad hadde hun at gi, hun krøp
sammen under aaklædet og kvidet sig hørlig. Hvad hadde
hun at gi —. Der sat han og fortalte om hvorledes han
giftet sig fordi han trængte kvindfolkhjælp paa farmen, men
aldrig ret kunde fæste sig ved hende nogengang. Og attpaa
blev de gaaende to ene, helt til hun faldt fra for et par aar
siden. Saa nu hadde han begit farmen. Hvad skulde han
med den nåar der ingen var som en gang i tiden kunde
overta den efter ham.
Og forresten var han mest like hændt saaledes. Derover
var baade folket og jorden fremmede og vilde komme at
være det al dag barnløsheten vilde nok ha faldt ham
adskillig tyngre, hadde det været herhjemme, var han ræd.
Ja, det hadde han vist ikke behov snakke om. Der sat
en og lydde paa, Gud bedre, som visste vel om det fra før.
Og hadde hun ikke kommet sig til at nævne det for han
Anders, var det plent umulig nu bare mange gånger værre.
Hun prøvde at tænke hvorledes han vilde ta det, Torjer,
om hun hadde været god til at sige fra. Han vilde sagtens
svare noget om at det fik være det samme, det var hende
han var kommen efter, hende kunde han ikke slippe, og
mere slikt. Og det var ikke løgn heller, det i det mindste
ikke nu. Kanske vilde han ikke en gang komme det ihu
større den første tiden. Men skulde de faa levedagene, vilde
det nok alt for meget drage sig efter med ham, vær sikker
rundt om paa gaardene vilde der bli drukket bars
øl, et efter det andre, kanske hun og Torjer blev bedt og, i
kirken skulde de sitte og se ungkonerne bære frem de smaa,
velsignede ungerne sine, nei, det blev ikke værendes i verden
for hende paa den maaten, saameget skjønte hun. Og det
blev det ikke om hun skulde nødes at sige ham fra sig
heller det skjønte hun mest endda bedre.
Men det maatte gjøres og gjøres fort. Ikke skulde han
fare som et nar om fjorden til unyttes.
Hvorledes skulde hun fare ad. Hvad hadde hun at skylde
paa ; hvor skulde hun greie at vise ham fra sig. Hun greide
det ikke, hun greide det aldrig i verden den som var vel
580
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
