Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Eilif Peterssen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eilif Peterssen.
solnedgang langt inde paa en fjeldtop. Først var det at trække
solen ned; saa ønsket publikum at faa løftet himlen, mere him
mel. Tilsidst var det i grunden dagslys, og billedets idé var fløi
ten. Jeg trodde aldrig, jeg skulde kunnet malt noget saa pent !
sa mesteren. Det er tragedien i forholdet til publikum, selve
teaterverdenens forbandelse . . . En tredje vet jeg, som fik i
opdrag at male en av byens agtede borgere. Men borgeren
led av en giftig orm: han vilde gjerne ligne en berømt av
død maler, og spurte og presset uavladelig for at opnaa den
eftertragtede likhet skjegget var vistnok væsentlig det som
her var i orden. Saa var det en dag, den forfængelige igjen
snakket indpaa. Da stikker maleren sin pensel godt ned i
farverne og slaar saa et vældig kryds over hele billedet, pak
ker sammen og gaar. Det var Eilif Peterssen.
Eilif Peterssen trængte likesom ikke kamp for at hævde
sig. Han har herhjemme utført det mesterstykke i kunsten
at han naadde frem uten utpræget givagtstilling, uten friktion,
likesom hans utvikling nu ikke betegnes med en række dyrt
erobrede borge eller stygge arr efter fieridehugg. Selvfølgelig
kjender det ene menneske i grunden ikke spor det andet:
men han virker ialfald saa paa os andre, som om der ingen
grundbrot nogengang har foregaat i hans sind. Om end ogsaa
han har malt slikt som Kvide, den ordløse, raadvilde smerte
. . . væbneren, som gik sig fast i skog og klungerkratt. Det er et
særsyn. Jeg har en gang hørt ham synge jeg mindes ikke
hvad det var; jeg bare mindes den merkelig slørete, hete og
hengivende stemme, som fattet menneskers kvide, men som
om den seiv ingen dualisme kjendte til. Just i kraft av
den mangel forstod han ogsaa at beholde det oprindelige og
vaakne syn for den egte kunst rundt omkring sig. Uten
kunstpolitik . . . det som mer end andet forbener sind og
sætter de gamle, gråa håar i éns hode. Seiv om der av den
grund blir emner, man ikke magter, saa følger den ham til
gjengjæld, denne lykkelige, friske evne til uten tvil at gripe
det centrale i andres kunst, bredt omspændende, likesom han
seiv er i sin fra motiver som Sandø og den vegetative
kontemplation (piken, som sitter og stirrer fremfor sig i en
slags selvhypnose) til Roma og Engelsborg’s forunderlig klas
siske kjølighet.
Vinteren 1896—97 lærte jeg Eilif Peterssen at kjende i
537
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
