Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Iwan Skobka: Leo Tolstoi’s livstragedie - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I sin bok Uchod Tolstogo (Tolstoi’s bortgang) beretter
Tschertkow herom
: |
«Det skedde natten mellem 27de og 28de oktober. Lew
Nikolajewitsch laa i sin seng og syntes at sove, hvad der dog
ikke var tilfældet. Gjennem en sprække i døren saa han at
Sofja Andrejewna var sneket ind i hans arbeidsværelse og
gjennemsøkte papirerne paa hans skrivebord. Da hun kom
tilbake til sit værelse, opdaget hun at der var lys hos ham, og
gik ind til ham, og spurte med bekymrede miner om hans
befindende. Dette vel overlagte hykleri gjorde det av med
Lew Nikolajewitsch’s sidste illusioner. Faa dage i forveien
kunde han endnu bli rørt over hendes ømme omtanke, da
hun ogsaa dengang om natten kom ind paa hans værelse,
klatret op paa en stol for at lukke et vindu som stod litt
paa klem. Nu var det forbi, nu hadde tilfældet avsløret hvad
det var for en hæslig komedie som blev spillet omkring ham,
og hvori han selv var dømt til, mot sit vidende, at spille
hovedrollen.»
I sin dagbok skildrer Tolstoi sin oplevelse den skjæbne
svangre nat saaledes:
«Gik i seng klokken halv tolv. Sov til henimot tre. Vaak
net, og hørte, likesom tidligere nætter, skridt og dører som
blev aapnet. De andre nætter hadde jeg ikke set hen paa min
dør, nu gjorde jeg det og saa gjennem sprækken lys i kabi
nettet og hørte nogen bevæge sig. Det er S. A.; hun leter
efter noget, læser rimeligvis. Igaar bad hun mig indtrængende
at jeg ikke skulde laase dørene. Begge hendes dører er aapne,
saa hun kan høre enhver av mine bevægelser. Og enhver
bevægelse jeg gjør, hvert ord jeg sier hele døgnet rundt, vet
hun besked om, jeg er under hendes kontrol. Nu hører jeg
hendes skridt. Jeg vet ikke hvorfor, men det fremkalder en
uovervindelig motvilje, ja harme hos mig. Jeg vilde sove,
men kunde ikke, laa og vendte mig en times tid, tændte
et lys og reiste mig i sengen. Døren gik op, og S. A. kom
ind for at «spørge til mit befindende», hun var forbauset over
at se lys hos mig. Motviljen og harmen vokser. Jeg kunde
knapt puste, tæller min puls: 97. Jeg kan ikke holde ut
at bli liggende og fatter pludselig den beslutning at reise.
Jeg skriver et brev til hende, begynder at pakke det nød
vendigste sammen, bare komme avgaarde. Vækker Dusjan
32 lwan Skobka.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
