Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sverre B. Brænne: Litt om koncessionspolitik og anden slags politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og slet ikke den svake menneskerøst. Men fossen forstaar
han. Den fortæller ham alt han behøver vite om veir og
vind og aspekter baade her ved juvet og indover de store
fjeldvidder, der elven kommer fra. |
— En dag Torius kom fra fjeldet saa han to fremmede
utenfor stuen sin. Det var byfolk, og Torjus kunde læse paa
deres læber at de sig imellem talte et sprog, han ikke for
stod. Men den ene snakket allikevel med ungerne, som stod
omkring. Han kom ogsaa Torjus imøte og hilste; — fortalte
de var turister og hadde hørt om denne fossen, som de gjerne
vilde se. De blev der natten over, og Torjus og konen hans
syntes det var gemenslige folk som tok tiltakke. Da de
skulde fare videre næste: morgen spurte den ene av dem saan
rent i farten, om Torjus vilde sælge ham fossen. Torjus
trodde mest det var spøk -— og mente paa at jo det kunde
det sagtens bli en raad med. Selv visste han snøtt at fossen
var hans. Sælge fossen! jo gjerne for ham. For flytte fos
sen var saa allikevel ingen kar om, tænkte Torjus med et
blik paa de fraadende vandmasser — og de kan du jo gjerne
faa kalde ham din. Fremmedkaren blev ved sit og lovet
paa, at han skulde betale rundelig. Og Torjus solgte fossen
— seks hundrede kroner i god norsk mynt fik han for den.
Men Torjus var en ærlig sjæl, og det naget ham litt i
samvittigheten dette, at han hadde tat imot det svære beløp
for fossen, som saa allikevel blev hans. Men livet er übarm
hjertig baade med motgang og slit, og pengene blev ham en
god støtte i strævet med at holde familien ilive paa den fat
tige plads. .
—Og tiden gaar. Der gaar fem aar, ti aar, tyve
aar. Torjus lever fremdeles paa juvet og er den samme
som før; men han er blit gammel. Barneflokken er spredt
til hver sin kant, dit skjæbnen førte dem hen.
En tidlig morgen sitter Torjus paa fjeldrabben ved fosse
juvet som det er hans vane. Det er senhøstes, og en tæt
taake fylder hele juvet og stænger for alt utsyn. Han hører
endnu daarligere end før. Han sitter bare og lyer og lyer
efter en tone som svandt, efter en røst som ledet ham
livet igjennem, men som nu er borte. Han lægger hodet paa
siden for at høre bedre, men hører intet. Saa blir han sit-
92 Sverre B. Brænne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
