Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Ahlmann: Johs. V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
være større end mellem disse to. I Begyndelsen var Ordet,
lod det sig med en vis Ret sige om Jacobsen, men om Johs.
V, Jensen: I Begyndelsen var Livsfølelsen, og først da Ordet,
stormende og snublende som Ungkvæget af Staldene i For
garet. Forsaavidt var det urigtigt, naar man til at begynde
med kaldte ham en Sprogkunstner eller fra mindre venskabe
ligt Hold, paa hvilket det ikke manglede, en sproglig Jonglør.
nmUnge begavede Mennesker, for hvem «NielsLyhne» havde
været Bogen, citerede med et fysisk Velbehag sorgløse Ting
af den nye Mand; selv husker jeg disse Linier om den for
hungrede Student fra «Kongens Fald»: «Da han havde spist
og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for
sa vidt, Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig
selv. Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne,
fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin
udødelige Sjæl.» De unge Mennesker, der var opvokset i
den Tro, at Litteraturen var en bestandig Oplukning af Døre,
der førte dybere og dybere ind i Huset, begyndte at ane, at
Litteraturen kunde føre den modsatte Vej, og at en Dag en
sidste Dør førte ud til en blaa Himmel, der kunde tage Kampen
op mod hvilken som helst Bog.
Det havde en forunderlig Virkning paa dem at læse Johs.
V. Jensen. Hvad enten det var rygende og overdaadige Beskrivel
ser fra Sevilla eller den unge Aksels Død i den nordiske
lyse Nat, gik der en Susen igennem dem som igennem Popler,
der vaagner
i Morgenblæsten. Som i Distraktion tabte de
«Niels Lyhne» ud af Haanden og glemte at tage den op.
Man kan synes, det var Synd for den alvorlige og smukke
Bog, men den var med et visnet saa mærkeligt, dens Tid var
omme, den faldt som Bladene. |
Det var Ordet, det almindelige og dog usædvanlige, det
straalende nyfødte, nøgent som Sne, der til at begynde med
var Johs. V. Jensen. Men for det unge Menneske, der midt
idetlitterære Tusmørke følte denne Morgenglæde ved Mødet med
Johs. V. Jensen, kunde der
i Glæden blande sig noget som Synds
bevidsthed og Anger. Bedst som han lod sig gennemskinne
af Ordets Solopgang, kunde han dreje Hovedet imod sin Ibsen,
Jacobsen, Herman Bang, Johs. Jørgensen, ja selv mod Stucken-
Derg, thi ogsaa hos ham kom de natlige Taager drivende
trods al Kamp imod dem. Var det ikke Forræderi imod de
Johs. V. Jensen. 305
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
