Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det klassiske gudsbillede.
ikke mere i samklang med sin skapers hensigter. Det er en
kjendsgjerning likesaa sikkert som min egen tilværelse. Saa
ledes er læren om det som teologerne kalder arvesynd likesaa
sikker som verdens eksistense og Guds eksistense.» Ut fra dette
syn har klassicismen intet av kulturoptimismen med selv
forgudelsen av mennesket, men har en utpræget dualistisk
moralopfatning. En monistisk livsopfatning utformet som be
kjendt Spinoza, og den har sine aner helt ned til Alexandria og
kan følges paa flere av vor tænknings høider. Alt er Gud.
«Nenns Gliick, Herz, Liebe, Gott,» sier Faust.
For Holberg var menneskenaturen siet, mennesket be
væger sig nok, men det gaar ikke frem, «movet, sed non pro
movet», og han kan sammenligne dets liv med «Kegle-spill,
hvorudi man nedslaaer for at opsætte, og igjen opsætter for
at nedslaae, eller som tobak-smøgen, nåar man suger røg til
sig for at udblæse den strax igjen.» Ved begyndeisen av sit
forfatterskap hadde han skrevet apologien forsangerenTigellius,
der «handler om menneskets bizarrerie og hvorledes alting
cirkulerer, indtil det kommer i forrige stand, saasom dets
genier er at poussere fornødne reformationer saavidt, at medi
cinen bliver værre end sygdommen.» Det kan derfor ikke
undre os saa meget, om vi undertiden hos ham støter paa en
mørk, helt pessimistisk betragtning av menneskelivet og ver
denshistorien. Allerede i hans første satirer merker vi dette saa
ledes i «Democritus og Heraclitus», hvorom Holberg seiv sier,
at «det menneskelige kjøn er med saadan bitterhed ridiculered,
som jeg tør vove mig at sige udi ingen af det slags skrifter.» Og
sit livs erfaring resumerer Holberg saaledes paa det personlige
omraade: «Den største part af mit liv er henbragt i bekym
ring, sygdom og afsmag udi alt det som verden kalder godt.
Hvis andre kan tælle flere gode dage, skal det være mig kjært:
thi endskjøndt man er udi stedseværende lidelse, bør man
ikke misunde andre deres korte fornøielser.» Derfor vender
han sig med bitterhet mot religionens fiender i en av epist
lerne: «Livets korthed og haab om et bedre liv efter dette,
er min eneste trøst, hvorudover jeg mer end andre foruroliges
af visse dristige skrifter, som udi vor tid kommer for lyset
og som synes at ville belage mennesket saadan trøst.»
Den gamle strid om viljens frihet grep ogsaa sterkt ind i
det klassiske religiøse følelsesliv, og tvisten gaar dypere end
459
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
