Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etienne Fournol: Raymond Poincaré
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Raymond Poincaré.
politik kastet overende av valgene i 1924. Den franske væl
ger kaldte til makten det radikale parti, som saa seiv ind
ledet en forstaaelsespolitik med Tyskland; det blev Locarno
perioden, efter Ruhrperioden.
Puk hadde saaledes berøvet Poincaré hans triumf. Men
den lille skytsaand orket ikke at være streng længe, og nu
forberedte den en anden triumf for sin alvorlige ledsager, en
saa aparte triumf at faa statsmænd i noget land har nydt en
lignende. I mai 1924 tok Poincarés motstandere roret for at
styre i helt motsat retning av hvad han hadde gjort. I juli
1926 bønfaldt disse samme motstandere, som fremdeles kunde
støtte sig til det samme parlamentariske flertal, Poincaré om
at hjælpe dem ut av knipen og i spissen for dem at ta det
statsstyre de forresten paa en høflig maate hadde jaget ham
fra. Poincaré maa ha nydt dette übeskrivelig, men det er
sandelig ikke godt at vite, om hans følelser var diabolske
eller englelige.
For at forståa en slik forandring i situationen maa man
kjende til at de partier som vi kalder venstrepartiene, hadde
støtt paa vanskeligheter av indrepolitisk og finansiel art. Un
der forsøket paa at fjerne disse vanskeligheter gjorde de dem
bare end mere flokete. Ikke fordi de midler de föreslog i
og for sig var daarligere end andre, men fordi det var de,
venstre, som anvendte dem. De var som en der forsøker at
vikle sig ut av et garn han er kommet ind i, og som ved
hver bevægelse bare blir mer filtret ind i det.
En av de viktigste faktorer i det franske finansielle pro
blem er den vældige nationale giæld som tynger staten.
For at gjenopbygge de av tyskerne ødelagte distrikter, som
selvfølgelig ikke i sin ødelagte tilstand kunde vente paa at
betalingsterminene forfaldt, seiv efter Dawesplanen, maatte
staten indenlands laane mange milliarder. Laangiverne, alle
sammen franskmænd, blev i virkeligheten landets herrer, idet
de kunde forlange indløsning av sine obligationer i saa store
mængder, at ingen statskasse i verden vilde kunne holde stand.
Nu, disse laangivere forlangte haardnakket at faa sine laan
tilbakebetalt, saalænge det radikal-socialistiske parti var ved
makten, og fornyet dem fredelig og stilfærdig uten noget
krav om tilbakebetaling, nåar Poincaré regjerte.
Det morsomme er at disse statsobligationer er fordelt paa
195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
