Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigvard Skov, Anders Sunesøns parafrase af Skånske Lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Sunesøns parafrase af Skånske Lov.
185
strenghed sikkert den ældre form, mens den sidste
fremtræder med Anders Sunesøns nu velkendte begrundelse om
lempeligere straf for den kun indirekte implicerede.
V. Divergerende retsopfattelser.
En virkelig anden ret i parafrasen end i Skånske Lov
findes kun i nogle få kapitler vedrørende trældom og
ubodemål.
Till parafrasens kap. 80—81 findes intet forlæg i Skånske
Lov. Det hedder i kap. 80, at hvis det hævdes, at frihed
tilkommer en fra trældoms stand bortflygtet, så skal trællen
— efter at herren har garanteret ham, at der ikke skal ske
ham noget ondt på grund af flugten — vende tilbage til sin
herre, hvorefter retten skal gå sin gang, og her kan trællen
da vinde friheden, hvis han kan præstere tilstrækkeligt bevis
bestående af to vidner og tylvtered. På samme måde skal
sagen efter kap. 81 afgøres, hvis det drejer sig om en fri
mand, der æskes i trældom. Dog skal han ikke overgives i
herrens vold, mens sagen står på, idet herren da kan
henholde sig til vedkommendes faste ejendom eller i mangel
heraf trediemands tilstrækkelige borgen. Det hedder i Skånske
Lov, kap. 133—34, at herren stedse har ret til at gribe sin
bortrømte træl med voldelig hand, hvad også Anders Sunesøn
gengiver i kap. 79. Han har da her villet tilføje værn for
den frigivne træl, idet lysningen, der omtales i kap. 73
(Skånske Lov, kap. 126), og som ofte foregik i kirke, gjorde
frigivelsen uigenkaldelig. Når Anders Sunesøn ønskede, at
trællen i det første tilfælde skulde vende tilbage til sin herre,
indtil sagen var afgjort, kan han påberåbe sig
overensstemmelse med Paulus;1 men ellers er det klart nok, at Anders
Sunesøn, som kirken i det hele, begunstigede frigivelserne,
og da tidsomstændighederne gik i samme retning, forsvandt
netop trældommen i det 13. århundredes første halvdel2.
1 Epistola ad Pliilemonem.
2 P. Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie, 203, 205; E. Arup: Danmarks
Historie I, 220.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
