Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
»Af hvad for en mad?«
»Af den fine mad. Fordi naar herren er staaet
op, tager han paa sin slaabrok, drikker te, og saa
gaar han op og ned i værelset. Han gaar; men
synden lurer overalt. Jeg har ogsaa seiv seet det,
saa jeg ved det. Der var i regimentet hos os, i
Tenginsk — jeg gjorde dengang tjeneste i Kaukasus
en løjtnant, tyrst Vichljajeff; man satte mig til
oppasser hos ham . . .«
»Stop, stop!« sagde passageren med ét. »Se
der, hen til lygtepælen. Herfrå gaar jeg tilfods.«
»Som De vil; tilfods, ja vel tilfods. Mange
tak, Deres velbaarenhed!«
Kusken vendte om og forsvandt i snefoget, og
passageren gik mørk sin gang fremad. Efter ti
minuters forløb steg han ad hovedtrappen op til
tredje etage, ringte paa en dør, som var beklædt
med grønt tøi og forsynet med en blank, lysende
kobberplade. Endeløse, syntes han, de faa minuter
var, før man aabnede døren. Han var henfalden i
sløv selvforglemmelse; alt var forsvundet; saavel den
pinefulde fortid som den anløbne, gamle kusks snak,
der paa en underlig maade i rette tid havde tvunget
ham til at gaa resten af veien tilfods, ja endog seiv
den hensigt, i hvilken han var kommen hid. For
sine øine havde han kun den grønne dør med de
sorte uldbaand, som var fastslaaede med bronce
stifter, ja i hele verden var der for ham intet
uden den.
»Aa, Aleksej Petrovitsch!«
Det var Dunjascha, som med et lys i haanden
aabnede døren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
