Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Min første Sammenkomst med politiske forviste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Min første Sammenkomst med politisk forviste. 107
Efter at vi længe havde stirret paa det storartede Bjærgpanorama, hen
vendte vi vor Opmærksomhed paa Dalen under os for at bringe i Erfaring, om det
var muligt at naa til Foden af den Gletscher, hvorfra Katun vældede frem. Hr.
Frost erklærede Nedstigningen for uigennemførlig og blev næsten utaalmodig, da
jeg paastod, at vor Fører skulde gøre et Forsøg: »Enhver kan jo se«, sagde han,
»at Skraaningen løber ud i en stejl Afgrund, og selv om vore Heste kunde komme
ned, kom de aldrig op mere; det er Galskab at tænke derpaa«. Jeg havde
imidlertid saa stor Tiltro til vore kirgisiske Hestes Klatreevne, efter det jeg
hidtil havde set af dem, at jeg, om end Nedstigningen saa meget farlig ud,
dog ikke vilde høre Tale om, at det skulde være en Umulighed at udføre den.
Medens vi diskuterede Spørgsmaalet, søgte vor Fører at løse det ad praktisk
Vej. Han var forsvunden for vore Blikke, og nu og da hørte vi en Sten,
som hans Hest havde sat i Bevægelse, med et højt Brag styrte i Dybet.
Pludselig kom Føreren atter til Syne paa en fremspringende Del af Klippen
600 Fod under os og raabte fornøjet: »Kom De kun, det er slet ingen Ting;
man kunde køre herned med en Telega.« Da man imidlertid blev ganske
svimmel af at se ned i Dybet, var dette en noget hyperbolsk Opfattelse; men
den havde imidlertid den Virkning, at Hr. Frost tog sin Hest ved Tøjlen og
i forsigtig Siksak gik ned ad Bjærget efter mig, medens jeg saa nøjagtig som
muligt fulgte Førerens Spor. Paa den fremspringende Klippe spændte Føreren
min Sadelgjord saa fast, at Hesten stønnede. Det forekom mig sikrere at
ride nedad end at gaa og føre min Hest ved Tøjlen, da den i sidste Tilfælde
stadig truede med at falde ned over mig og jævnlig sendte mig Sten over
Benene, som kunde bringe mig til at falde og slynge mig i Afgrunden. De
første 400 Fod af Nedstigningen var meget slemme; man kunde næppe holde sig
i Sadlen, og en Gang var jeg lige ved at flyve ud over Hovedet paa Hesten.
Endelig naaede vi en meget stejl, græsbevokset Skraaning, en Titandæmning
lig, som vi med stor Uhygge, men uden egentlig Fare red nedad i Siksak, indtil
vi lykkelig naaede ned i Katundalen. Jo nærmere vi kom de høje Bjærgtoppe
(vi steg af og klatrede op ad Gletscheren), desto tydeligere indsaa jeg, i hvor høj
Grad vi fra de tidligere høje Udsigtspunkter havde undervurderet Afstanden,
Højden og Størrelsen. Katun, som oppe fra havde set ud som et smalt,
smudsigt hvidt Baand, som et Barn kunde springe over, viste sig at være en
30 til 40 Fod bred Strøm, der var dyb og rivende nok til at skylle Hest og
Rytter med sig. Gletscheren, som jeg havde anset for at være 300 Fod bred,
havde en Bredde af over 800 Meter; den midterste Moræne, som havde set
ud som en Stribe sort Sand, var i Virkeligheden en Masse kæmpemæssige
Klippeblokke, som bedækkede en 3 — 400 Fod bred og 6 Kilometer lang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
