Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Den fri Kommando i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
310 Sibirien.
som bar Præg af tunge Lidelser og Sorger. Hendes Øjne var opsvulmede, og
der var sorte Rande om dem, som Tilfældet er hos dem, der har tilbragt
mange søvnløse Nætter i Taarer. Mit Hjerte bankede hende i Møde i Sympati
og Medlidenhed; jeg havde aldrig før set et saa sørgmodigt, haabløst, ’for
græmmet Menneskeansigt.
Jeg blev en halv Time og lovede at komme igen senere paa Aftenen.
Frøken Armfeldt sagde mig, at jeg vilde træffe alle de politiske af den fri
Kommando hos hende. Glødende af nervøs Ophidselse ilede jeg hjem, hvor
man ventede paa mig med Middagsmaden. Fru Potulof betragtede mig nu og
da med nysgerrige Blikke, som om hun vilde udforske, hvor jeg havde været
henne hele Ettermiddagen; men hun kunde aabenbart ikke mande sig op til
et Spørgsmaal, og jeg blev sparet for at betynge min Samvittighed
endnu mere.
Kl. 6 om Aftenen gik jeg tilbage til Armfeldts, hvor jeg traf en
politisk Fange ved Navn Kurtejef og en bleg ung Dame, der blev førestillet
mig som Fru Kolenkina. Hun var mig bekendt af Navn som en af de revo
lutionære, der var bleven sendt til Minerne for Medskyldighed i den Sammen
sværgelse, der havde Politipræsident, General Mezzentsefs Mord til Maal; men
jeg forbavsedes over i hende at finde en fin og sart ung Dame. De Kvinder,
som i de sidste 15 Aar har taget en virksom Del i de skrækkeligste Tragedier i
St. Petersborg, Moskov, Kiew og Odessa og har udvist en Kraft og Udholden
hed, som er sjælden hos Mænd, er unge Piger paa 18 —25 Aar, som jeg vilde
have anset for Lærerinder i en Søndagsskole eller frygtsomme Elever i en
kvindelig Dannelsesanstalt.
Lidt efter lidt forsamlede alle de politiske af den fri Kommando sig
i Frøken Armfeldts Hytte. Man hørte en sagte Banken paa Vindusskodderne.
Frøken Armfeldt gik forsigtigt hen til Døren og spurgte, hvem det var, og
naar det var en af hendes Lidelsesfæller, aabnede hun Døren og lod ham
træde ind i den lille daarligt oplyste Hytte. Den knugende Tavshed, fulgt af
Angst og Bekymring, den hemmelighedsfulde Banken paa Vindusskodderne,
derpaa den sagte men ivrige Samtale, Gruppen af blege Mænd og Kvinder,
der betragtede mig med en saa forundret Interesse, som om jeg var opstaaet
fra de døde — alt dette gjorde et Indtryk paa mig, som om jeg drømte en
fantastisk Drøm. Ingen af Omgivelserne mindede mig om Hverdagslivet der
uden for, og da Fangerne begyndte at fortælle mig deres sørgelige Historier
om Grusomhed, Lidelser, Afsind og Selvmord i Minerne, syntes det mig, som
om jeg var gaaet gennem den mørke Port, over hvis Indgang Dante læste
den truende Advarsel: »Den, der træder herind, han lade alt Haab fare!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
