Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Statsforbrydere i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsforbrydere i Kara-Minerne. 327
tager af med hver Dag; jeg ved ogsaa, at min Svaghed snart vil indvirke paa
mine aandelige Evner, at jég kan risikere at blive fuldstændig sindsforvirret
— og alt dette, medens jeg lever uden for Fængslet. Hvad skulde der saa blive
af mig i Fængslet? Det eneste, der endnu skulde gøre mig Livet værd at leve,
var Haabet om en Dag at kunne vende tilbage til Rusland og der tjene den gode
og retfærdige Sag, hvortil jeg har viet mig; men hvad kan en Mand, der har
lidt aandelig og legemlig Skibbrud, nytte den gode Sag? Naar Haabet om at
kunne tjene Friheden er blevet mig berøvet, hvad levnes der mig da? Person
lig Selvretfærdiggørelse. Men inden Øjeblikket kommer for en fuldstændig
Tilfredsstillelse af dette Ønske, kan de ti Gange spænde mig paa Pinebænken.
Jeg er derfor kommen til den Slutning, at mit Liv ikke længere har noget
Maal, at jeg endelig har Ret til at sætte en Grænse for Lidelser, der ikke er
nogen til Nytte. Jeg har allerede længe været træt, dødtræt; kun Tanken om
Hjemmet har hidtil bevaret mig for at gøre en Ende paa det. Jeg ved, at
jeg vil berede Dig, dén kære Sascha*) saavel som alle, der elsker mig, en
skrækkelig Sorg ; men er Eders Kærlighed ikke stor nok til at tilgive en
Mand, der er bleven pint til det yderste, at han har begaaet Selvmord ? I maa
da kunne forstaa, at jeg i Aarevis bogstavelig er bleven martret til Døde.
Ved alt, hvad der er Eder dyrebart, besværger jeg Eder, tilgiv mig! I ved, at
min sidste Tanke gælder Eder — at jeg vilde blive ved at leve, saafremt jeg
havde Kraft nok til at spare Eder for denne ny Sorg ; men mine Kræfter er
udtømte. Vanvid eller Død, det er det eneste Alternativ, der er mig levnet;
og saa er dog Døden det bedste.
Levvel for bestandig, min kære, dyrebare Fader og Ven ! Levvel, Sascha!
og Du, min yngre Broder, som jeg næppe har kendt! Tænk paa, at det er
bedre at clø, selv paa den Maade, som jeg dør, end leve som Mand uden Ære
og Grundsætninger.
Endnu en Gang levvel! Tænk ikke med Vrede paa Eders Søn og
Broder, som selv i sin Ulykke tinder Trøst.
Eugen Semjonofskis jordiske Levninger hviler paa de politiske For
bryderes Kirkegaard i Østsibirien paa en ensom Høj, der kaldes »Fange
hovedet«. Det simple Trækors, der betegner hans Grav, vil hensmuldre, og
ingen vil da vide, hvor den Mands sidste Hvilested er, hvis glimrende Talenter,
moralske Alvor og store Pligtfølelse satte ham i Stand til at blive en skattet
Arbejder i Frihedens og Humanitetens Tjeneste.
*) Sascha var Semjonofskis Broder Alexander.
Eugen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
