Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Det politiske Fængsel i Kara og dets Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
356 Sibirien.
Den 12. November begav Hr. Frost og jeg os paa Hjemvejen. Da vi
sammen med Major Potulof kørte forbi den sørgelige Koloni, der kaldes de
nedre Gruber, blev vi sete og genkendte af to politiske Fanger i lange graa
Frakker, der i en Afstand af 5 — 600 Fod fra Vejen gik hen imod det politiske
Fængsel. Da vi kørte forbi, blev de staaende, tog deres Huer af og bukkede
dybt. Det var deres sidste stumme Levvel til de rejsende, der havde vist
dem Sympati og Medlidenhed, det var ogsaa min Afsked fra Kara-Minerne.
Natten tilbragte vi i Fængselsopsynsmandens Hus i Ust-Kara ved
Mundingen af denne Flod og besteg næste Morgen Hestene for at ride over
Bjærgene til Stretinsk. I det vi svang os i Sadlen, trak Major Potulof en
Flaske hvid Krimvin op, skænkede i tre Glas og drak os til med de Ord :
»Paa en lykkelig Hjemrejse til Amerika !« Vi tømte Glassene, takkede Major
Potulof for hans Venlighed og Gæstfrihed, lovede at melde ham telegrafisk
vor Ankomst til Stretinsk og sprængte af Sted ind i Bjærgene.
Vejen langs med Schilka i Nærheden af Kara er ubeboet ; i nogen
Afstand fra Floden har den halvvilde Nomadestamme, som Russerne kalder
»Orozhanni«, opslaaet sine Telte. Den anerkender den russiske Overhøjhed,
betaler Skat og er af Navn kristen, men betræder kun sjældent de russiske
Kolonier, kun for at tilbytte sig Knive, Kedler og Tobak for Pelsværk.
Under vort to Dages Ridt over de vilde, skovbedækkede Bjærge, der
begrænser Schilka, led vi overordentlig af Kulde, Sult og Træthed. Den tredje
Dag naaede vi Boti, den Landsby, hvor vore Heste hørte til, og fandt den
største Del af Befolkningen beskæftiget med at tærske Korn paa Isen. Bøn
derne lod til at være glade ved at se os igen; de havde allerede troet, at der
var tilstedt os en Ulykke. De sjælelige Ophidselser ved vort Liv i Kara og
Besværlighederne ved vort Ridt over Bjærgene i den stærke Kulde havde ud
mattet mig i den Grad, at jeg næppe kunde holde mig i Sadlen. Heldigvis
var Floden fra Boti fast tilfrossen, og vi kunde fortsætte vor Rejse i Slæder
paa Isen. Den 16. November om Natten naaede vi sultne og stivfrosne Stre
tinsk og fandt Husly, Mad og Hvile i den unge Bonde Zablikofs lille Hytte,
hvor vi havde etterladt den største Del af vor Bagage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
