Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som bevissthet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Sjælen som bevissthet 118
en uberettiget overførelse av rummets form fra den ytre
verden paa det sjælelig oplevede. Mens den stoflige
verden er utstrakt i rummet og dermed tillike underlagt
den rumlige opstykning i ved siden av hinanden værende
dele, er sjælen i sit væsen uten rumlig utstrækning, —
ikke-rumlig. Men idet vi fra den ytre verden vender
os til betragtningen av den indre, glemmer vi at ta av
os rummets briller, og følgen er, at vi forfalsker sjælens
enhet ved at opløse den i en mangfoldighet av
bevisst-hetsfænomener, som vi ofte rent kunstig forbinder ved
associationer. Den væsentligste egenskap ved den indre
sjælelige oplevelse er ifølge Bergson tidsforløpet, den
glidende, kontinuerlig sammenhængende vorden, hvor det
foregaaende er iboende i det efterfølgende. «Det absolut
rene tidsløp,» skriver han, «er den form som
bevissthetstilstandenes sukcession antar, naar jeget gir sig
umiddelbart hen i sine oplevelser, — naar det lar være
at gjøre nogen adskillelse mellem den nuværende tilstand
og de foregaaende tilstande. For saaledes at gi sig hen
behøver jeget ikke at gaa fuldstændig op i den
fornemmelse eller forestilling som glider forbi; ti hvis det gjorde
dette, vilde det netop ophøre at eksistere i tiden. Det har
heller ikke nødig at glemme de foregaaende tilstande;
det er tilstrækkelig, at det, naar det gjenkalder sig disse
tilstande, ikke sætter dem ved siden av den i øieblikket
optrædende tilstand — som ett punkt ved siden av et
andet — men lar dem indgaa i organisk forbindelse med
den, saaledes som det sker, naar vi erindrer os tonerne i
en melodi, der likesom smelter sammen.»1 «Man kan
opfatte sukcessive led uten at skjelne dem fra hinanden,
og sukcessionen kan man opfatte som en gjensidig
gjen-nemtrængen, som en samhørighet, en inderlig organisation
av elementer, av hvilke hvert enkelt, repræsenterende
helheten, ikke skiller sig ut fra den, og kun for en tanke
der er istand til at abstrahere, fremtræder isolert fra den.
Dette er uten tvil en forestilling av den art, som et væsen,
1 Henri Bergson: Den rene bevissthet. Oversat av dr. Kort K.
Kortsen, Kjøbenhavn. 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
