Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
gang min mester disse ord: „Pas dig, Andreas, saa
du ikke blir lige klog som din faster".
Vi arbejdede baade blaa og røde paraplyer, og
dem bar vi saa i store bundter til markedet og
solgte dem der. Vi spændte en stor paraply op
over vore varer, saa var vor markedsbod færdig.
Og naar forretningerne gik saa godt, at vi tilslut
solgte boden med, saa gik vi begge sammen ind i
et værtshus og lik os noget godt. Ellers bar vi
varerne hjem igjen og spiste en god, varm vælling
hjemme.
Da min mester var over syvti aar, døde han.
Døde som min far.
Jeg var hans arving. Halvandet dusin
paraplyer var arven. Jeg samlede dem sammen en dag
og gik til markedet med dem. Der havde jeg
lykken med mig. Markedet holdtes i en dal ikke langt
fra byen. Der var mange folk; men de færreste
havde vel tænkt, at de var komne til markeds forat
kjøbe paraplyer.
Ved middagstid kom der pludselig en
tordenbyge; folk var som blæst væk og mine paraplyer
med dem. Jeg havde bare en igjen til mig selv.
Da kommer der en mand springende, saa det
skvætter af alle vandpytterne. Han vil kjøbe min
paraply.
„Jamen, saa har jeg ingen selv", siger jeg.
„Jeg har seet saa mangen skomager gaa
barfodet", siger manden og ler; „men hør nu, gut, vi
skal være fiffige. Er du fra byen?"
„Ja", siger jeg, „men jeg er ikke skomager".
„Det gjør ingenting. Her er ingen vogn at
faa; men vi kan gaa sammen, gut, saa har vi
paraplyen fælles. Siden kan du beholde den eller sælge
mig den, som du vil".
Det var jo synd paa hans fine klær, om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
