Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVOR VI BOR. 5
Se hvor straalerne spiller henover sjøen, danser som
store stjerner paa vandet, et sidste solkys faar den lille Guld-
holmen vor ude i fjorden, derude hvor vi er i de fagre
sommernætterne og koger kaffe — vandrer omkring paa bløde
blomstertepper — ak, det blir længe til vi kommer der igjen.
Sagte, sagte sænker solen sig ned bag fjeldvæggen.
Borte! — Hvor taust det blev med ét! Det er som
noget døde for os. — Lyset — livets store glæde! — Snart
slukkes rosenbladene paa fjeldene, og der hænger et sørgeslør
over al naturen. Ingen kan sige noget. Ogsaa inde i stuen
er noget borte.
Mor vender sig bort og tørrer en taare saa ingen ser
det, men siger straks efter smilende: «Farvel, du deilige sol-
ven! Velkommen snart igjen. Glem os ikke. Vi tænker
paa dig hver eneste dag, længes efter dig hver dag.»
Og solen glemmer os ikke, det er vist — den kommer
nok igjen — dobbelt — og lyser da for os baade nat og
dag til gjengjæld for de lange mørke vintermaaneder.
Saa gaar vi i hi.
Tætter og luner huset vort paa alle kanter med tepper
og skind og dobbelte vinduer. For vi har én slem fiende
heroppe, og den heder østenvinden eller «landvind», som de
siger heroppe, fordi den staar ret paa landet her.
Ja, det er ikke greit at greie den karen, san — og vi
slaas nu med ham hver eneste vinter. Vi kjender ham paa
maalet, og han er ikke blid i røsten den gutten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
