Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sv HVEM VI ER. 25
være kjæk. Men tankerne for omkring som flaksende fugle
i storm — det var som de skreg imellem — ildevarslende.
Tænk om far tog paa hjemveien i den stormen? Aa nei,
det kunde han da ikke. Mor havde jo saa ofte sagt, at han
maatte bli der hvor han var, naar det blev uveir. Det var
nu midt i mørketiden og snart mørkt — rundt tjeldene laa
tunge stormskyer, mens sneen stod som en røg om de høieste
toppene. Sjøen gik graahvid af raak — skumsprøiten stod
langt opover jordet, og bølgerne brødes med lange tunge
døn nede i fjæren.
Nei, mor kunde ikke holde sig borte fra vinduerne, gik
fra det ene til det andet og stirrede udover; turde ikke la
sig merke med det mindste for ikke at skræmme smaapigerne,
som fulgte hende med store spørgsmaal i øinene.
«Jeg gaar bare herinde og ruller ned gardinerne jeg —
naa er det snart saa mørkt — aa nei, far kommer nok ikke
i kveld han — det kan dere være vis paa, han er nok i god
ro over i Nordkjosen.
Nu kom Martin ind i kjøkkenet, det var en trøst at
snakke lidt med ham. Den snille, hyggelige Martin, der
hjælper os med alt paa gaarden og er saa vel fortrolig baade
med veir og vind.
«Aa nei — han er no saa sterk i kveld at dem læg
ikje ut, eg tænker dem venter paa dampen imaara eg»,
mente Martin — «dokker maa ikje væra ræd.» — Dette var
en umaadelig trøst; mor blev ganske oplivet.
«Ja, kom nu, alle kyllingerne mine — kom og sid i
hjertekrogen min du, Lillegut, — saa nu kryber vi sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>