Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Taksigelsens Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
et smukt Ansigt- med en rank, noget stiv Hvid-
ning, frisk Farve og en mild, alvorlig Mine.
Han var civilklaedtz men paa hans sorte Frakke
glimrede en Tapperhedsmedaille i Guld, liig den,
General Herkules bar. Lige efter ham gik — men
standsede ved Døren — en trivelig, halvhundred-
aarig Mand med et rundt og yderst jovialt Ansigt.
Den ældste af de To, som syntes at være den
Andens Herre og som blev ledsaget af Augustin,
skred frem i Værelset med langsomme Skridt, idet
han ufravendt fæstede sit Blik paa General Her-
kules, som stod næsten midt i Salen, og hvis kraf-
tige Skikkelse desuden var stærkt iøinefaldende i
sin militaire Pragt. Generalen havde rettet sig
hastigtiveiret ved Lyden af den Fremmedes Stemme
og vendt sine Øine imod ham, og saaledes ved-
bleve de at stirre stivt, medens den Anden nærmede
sig. I nogle Skridts Afstand fra Generalen stand-
sede Denne, rakte Haanden ud og sagde i en Tone,
der hævede af dyb Bevægelse —
»Kjender Du mig ikke mere, Broder Wolmark«
Generalen blegnede, blegnede paa en frygtelig
Maade,l idet han ufravendt firerede den Anden.
Øinene syntes at ville trænge ud af deres Huler.
Han saae forvirret ud, og der opstod en uhyggelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
