Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Navnet
Finn.
\ /
Ordet Finn som folkenavn vites ikke brukt utenfor de
skandinaviske folk. Det eneste sted længere syd, hvor det findes
stedsnavne som kan minde om det, er i Frisland, hvor der er et Finsburg.
Oprindelsen av folkenavnet Finn er ukjendt. Nogen har tænkt sig at
det kunde stå i forbindelse med ordet at “finde”, og bety fotgjænger.
Da navnet på svensk og norsk er gåt over til at betegne to
så helt forskjellige folk som: i Norge Sjøfinner og Fjeldfinner, og i
Sverige folket i Finland, må vi tro at det på urnordisk har været
en fællesbetegnelse for forskjellige ikke germanske folkestammer;
disse kan de senere indvandrede Germaner i det sydlige
Skandinavien ha fordrevet til ubygdene, hvor de levde av jagt og fiske.
Dette vilde gi en naturlig forklaring av den merkelighet at
Jordanes, liksom også Adam av Bremen (senere også Saxo),
omtaler Finner, Finveder, og andre Finnefolk på flere steder i
syd-Skandinavien; i vor saga-literatur er det også flere hentydninger til
Finner langt syd. Men det mest avgjørende er kanske at ordet Finn
går igjen i så mangfoldige stedsnavne også i syd-Skandinavien like
fra Finnskog og Finnsjø i Uppland, og Finnheden eller Finnveden
i Småland, til Finnø i Boknfjorden [jfr. MULLENHOFF, II, 1887,
s. 51; Andr. M. Hansen, 1907]. Et sterkt vidnesbyrd om at et folk,
Finner, må i gammel tid ha bodd i syd-Norge kan det synes at
være at de ældste kristenretter, fra omkr. 1150, for de sydligste
lagdømmer, Borgarting og Eidsivating, sætter lovens strengeste straf
for at fare til Finnene, eller til Finmarken, for at la sig spå [jfr.
Andr. M. Hansen, 1907, s. 79]. Det kan synes lite rimelig at det
her (f. eks. helt syd i Bohuslen) skulde ha gjældt Finner nord i
det nuværende Finmarken, en kunde hellere tro at det gjaldt de av
Jordanes og Adam av Bremen nævnte Finner (og Finnéder)
nærmere ved, i skogtraktene mellem Norge og Sverige, hvor vi endnu
har en Finnskog, som rigtignok almindelig sættes i forbindelse med
den sene indvandring av Kvæner fra Finland (de såkaldte
skog-djævler, sml. også Finmarken mellem Lier og Modum). Men det
kunde tænkes at disse kristenretter var mer eller mindre skrevet
av efter retter laget for det nordenfjeldske Norge, og derved kunde
det komme ind den slags bestemmelser som passet alene for den
nordlige del av landet. Dertil kommer at netop Finnerne i nord
hadde fra gammel tid ry for kyndighet i gand og seid, og
Finmarken regnedes desuten ofte i hin tid meget længere syd end nu,
helt til Jemteland og Herjedalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
