Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
395
FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
Her havde hun sammenhobet gamle minder samt alt hvad
hun likte at se om sig og alt hvad der faldt hende bekvemt:
Her havde hun opstillet billeder af sin familie, af sine nær
meste venner, og statuetter, buster og vaser; her havde hun
endelig et lidet bibliothek indeholdende franske, spanske,
engelske og italienske forfatteres verker.
Hver eneste formiddag skrev keiserinden et brev til sin
moder; hverken fester eller upasselighed, reiser eller fyrste
besøg bragte hende nog£nsinde til at forsømme dette. For
uden med grevinden af Montijo, med dronning Victoria og
mange andre, stod hun i livlig brevveksling med dronning
Sofie af Holland, en ligesaa aandrig som elskværdig kvinde.
Dronningen af Holland følte en varm hengivenhed for Eu
génie, som imidlertid ikke blev gjengjældt i samme grad;
hun skrev saa hyppige og saa lange breve, at -keiserinden
ofte var træt og kjed af dem.
Naar Eugénie var færdig med sine egenhændige breve,
kom hendes sekretær Damas-Hilard og den aldrende grev
inde Wagner, hendes daværende første forelæserinde.*) Sam
men med sekretæren undersøgte hun de bønskrifter, som
daglig sendtes hende og som var meget talrige og meget
forskjelligartede.
Jeg har i et tidligere kapitel omtalt hendes godgjørenhed;
hvor det paa nogen maade lod sig gjøre, bevilgede hun gjer
ne, hvad man bad hende om! Men de bønner, som man
overhængte hende med, var mangen gang baade besynder
lige og uforskammede; og nervøs og irritabel, som keiser
inden til sine tider var, kunde de jage hendes gode humør paa
flugt. Der var intet, som hun hadede mere end bønner i
form af gaver; naar hun merkede, at man viste hende op
merksomheder for at blive desto rigeligere belønnet, bidrog
dette ikke til at øge hendes gunst.
Naar man forlod keiserindens arbeidskabinet, kom man
gjennem et forværelse uden vinduer, hvor der hele dagen
brændte lamper. En liden trappe, der førte til keiserens væ
relser, stødte op til dette rum, hvis panelværk, som kunde
trækkes til side, skjulte en mængde kasser, som var merkede
med nummere og bogstaver.
*) Madame Lebreton, der senere blev keiserindens forelæserinde, kom først til
hoffet henimod slutningen af sekstiaarene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
