Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Men den altid grusomme- raae Haraldson sagde
nked et haanligt Smil: »det lakter ad Sommeren, kan
man man-le- siden Hundene blive saa gale at de bides·«
Det var Mere end Anton kunde taale. Hans
Øine gnistrede rædsomt, og idet han ganske og aldeleo
overlod sig til det Raseri, som bemægtigede sig ham,
lnpttede han Haanden, truede ad Haraldson og raabte-
,,Vogt Jer, Fadert at J itte tirrer Hunden saalænge til
han bider Jer, saa at J aldrig glemmer det!«
»Hold Du Din Mund med Dine Ordsprog, Din
gale Natnglel« svarede den Gamle opsarende, ,,elleko
skal jeg scette Dig der hvor hverken Sol eller Maane
stal skinne paa Digt Jeg skal binde Dig, lan Du
troe, som man binder andre Galet«
»Fadek !« hvidskede Virger den opbragte Gamle i
Oret, »tkenl paa hvad J gfor og siger! Med det
Onde kommer man aldrig tilrette med handl-«
Den Forandring, som imidlertid foregik med Anton
var saa stor, at den endogsaa dampede Haraldsone For-
bittrelse. J det Øieblik Antons ntasmniede Raseri var
paa·det Høieste og viste sig i hver en Bevægelse og
hvert et Ord, var han lige med Et bleven aldeles stille
og kan nogle enkelte Krampetreekninger vidnede om det
stortnende·Opker, der havde kaset i hans Indre. Men
der laa noget ubestrideligt Underligt i hans Udseende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
