Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - No. 32. 8de august 1884 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No. 32
TEKNISK UGEBLAD.
139
Til de første hører Volta’s anskuelser; han
troede at finde kilden til den omhandlede
elektricitet i vandets fordampningsproces; ligeledes de andre,
der vilde gjøre planternes vegetationsproces
ansvarlig derfor. Begge måtte dog falde, efterat Pouillet1)
på experimental måde havde bevist, at der ikke
opstår elektricitet hverken ved den ene eller den
anden af disse processer.
Af jordiske årsager stod da kun tilbage
vandets nedslag, hvilken proces også af teoretiske
grunde var at foretrække for
jorddampningspro-cessen, da denne binder energie, medens den anden
frigjør sådan. Ved vandets nedslag kan nu
elektricitet opstå som ækvivalent for en del af den
latente jorddampningsvarme, eller den kan fremstå
ved vanddampens rivning mod luften. Denne sidste
anskuelse er, såvidt jeg ved, først udtalt af
Dove2). Den berømte meteorolog støtter sin mening
hovedsagelig på den kjendsgjerning, at mekanisk i
luften medrevet, især hvirvlende støv og sand kan
bevirke en stærk elektricitetsudvikling3). I
vandets nedslag alene ser Wettstein4) ogPalmieri5)
kilden til luftelektriciteten. Den sidste forsker
iagttog, at den atmosfæriske elektricitet tiltager i
i det øieblik, da luftens relative fugtighedsgrad bliver
større; når der optræder tåge, er denne tiltagen
større end under almindelige omstændigheder og
stiger til funkedannelse ved regn, hagl eller sne.
Ligeoverfor denne bestemt udtalte påstand tager
det sig visselig noget besynderligt ud, når Vesuvs
mangeårige iagttager rimeligvis af pietet for sin
landsmand Volta søger ved forsøg med at
fordampe vand ved hjælp af koncentreret sollys at
godtgjøre holdbarheden også af dennes anskuelse,
idet han opstiller vandets fordampning som den
middelbare, men derimod dampenes fortættelse som den
l) Pau i Ile t, Annales de chemie et physique, 1827. S.
5 og 401; saml. Ri e s s, Lehre von der Reibungaelek-
trizitat.
’2) Dove, Das G-esetz der Sturme. 3. oplag. Berlin
1866. S. 164. Anmærkning 1.
3) Sml. Siemens. Poggendorffs Annalen. CIX. S. 355.
4) Zuricher Vierteljahresschrift, 1879. S. 60; snil.
Fort-schritte der Physik, 1873. S. 989.
5) På l mer i, Die atmosfårische Elekirizitåt Oversat
fra italiensk af H. Disener, Wien, Pest, Leipzig 1884
og Carls Repertorium, VI. S. 217. ff.
| umiddelbare årsag til den atmosfæriske elektricitet.
j Kun den ene af disse påstande kan dog være rigtig,
og forsøget på ved hjælp af den omstændighed, at
vand, der dannes af dampe, også engang må have
været fordampet, - at betragte dette som årsag til
virkningerne af hin proces turde dog kun være et
middel til at forvirre spørgsmålet om den
atmosfæriske elektricitets oprindelse, ikke til at opklare det.
Mellem antagelserne af en iordisk og en solår
kilde til den atmosfæriske elektricitet står
Mtih-ry’s hypotese1). Denne forsker antager nemlig, at
j jordoverfladen bliver elektrisk ved solens stråling,
og at den således fremståede elektricitet ved
ledning eller opadstigende luftstrømme føres tilveirs.
På hvilken måde man skal forklare sig
solstrålernes evne til at gjøre jordoverfladen elektrisk, herpå
gårMtihry ikke nærmere ind, hvorimod Becquerel
og Werner Siemens, der også ser kilden til den
atmosfæriske elektricitet i solen, ikke lader os i
tvivl over dette punkt. Deres anskuelser danner
derfor den anden gruppe i teorierne for
luftelektricitetens udvikling.
Becquerel2) tror, at det af solen udslyngede
vandstof er stærk elektrisk, samt at elektriciteten
direkte med aftagende styrke forplanter sig ved
stråling og således når til jorden.
At en sådan strålning, der foregår på samme
måde som lysets og varmens forplantning ved
stråling, er mulig, har Groldsteins forsøg3) gjort
meget sandsynligt; den forudsætter kun elektriske
udladninger, hvis pol ligger i solen. Muligheden
for en sådan er vel tilstrækkelig givet i tilstandene
på solen. Antagelsen af de elektriske
vandstof-masser synes dog ikke at være nogen særdeles
heldig, idet den åbenbart er dannet i analogi med
omstændigheder, der finder sted i vor atmosfære, og
da synes det dog at ligge nærmere at antage disse
som kilde til den atmosfæriske elektricitet. Foruden
denne grund taler også mod Becquerels anskuelse
nogle andre, der dog, da de i lige grad kan
fremføres mod alle solåre teorier, først skal betragtes
efter den Siemenske hypotese. (Forts.).
J) Zeitschrift fur Meterologie, VIII; snil. Fortschritte
der Physik, 1873. S. 989.
<2) Comptes rendus, LXXII. S. 709.
8) Wiedemanns Annalen, XII, 1881. S. 266.
Tekniske meddelelser.
Fra redaktionen. Vi har særlig i den sidste tid
bemærket, at vore originalnotitser er bleven optagne i den
politiske dagpresse uden angivelse af kilde. Vi anmoder i den
anledning de ærede redaktioner at citere «Teknisk Ugeblad»
fuldt ud, når de benytter noget fra vort blad.
n. Den norske kunst- og håndværksskole er navnet
på den omorganiserede kgl. tegneskole i Kristiania. Som
ansøgere til bestyrerposten ved denne har ved ansøgningsti den s
udløb meldt sig dr. A. S. Guldberg, arkitekterne H. M.
Schirmer og Henr. Nissen.
Vi er fra flere hold bleven gjort opmærksom på den lidet
fyldestgj ørende måde, hvorpå denne posts ledighed er bleven
bekjendtgjort; det skulde synes rimeligt, at den tekniske verden
gjennem dens fagskrifter var bleven meddelt de oplysninger,
som må være af interesse for den.
Samtlige lærere ved den gamle skole er opsagte, og deres
poster bliver da formentlig opslået vakante.
En indsender i no. 29 af vort blad for 18de juli d. år
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
