Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
No. 43.
TEKNISK UGEBLAD.
175
Indhold: Om stenkullenes brændværdi. - Om natrenovationen.
. Foreningsefterretninger. -Tekniske nyheder. Liverpools havn.
- Det betydeligste elektriske fyrtårn i verden. - Norsk Patentblad
no. 6 med planche 26-32. -
Om stenkullenes brændværdi.
(Af H, Bunté}.
Som bekjendt var længe den anskuelse
gjældende, at man kunde beregne stenkullenes
brændværdi (forbrændingsvarme) af deres sammensætning,
idet man, efter Dulong antog, at kulstoffet i samme
gav megen varme som frit kulstof (8 080 c), og at
man kunde opstille en tilsvarende beregning for
vandstoffets vedkommende, når man fradrog den
vandstof, der udfordredes for med brændslets
surstof at danne vand; dette «disponible» vandstofs
brændværdi bliver da 28 800, når man antager, at
vand i dampform er forbrændingsproduktet.
Betegner så G indholdet af kulstof i l vægtdel brændsel,
H vandstof, O surstof, S svovl (2 500 dets
brændværdi), W vandindholdet (600 den af vanddampene
optagne varme), fåes brændværdien:
C. 8 080 + (H- O / 8 * 28800 + S.2500- TF. 600*).
Denne antagelse blev omstødt ved Kestner og
Mennier’s store arbeide over stenkullenes
brændværdi og nyttevirkning under dampkjedler, som
viste, at stenkullenes forbrændingsvarme var 10-
17 pct. større end summen af forbrændingsvarmen
af kulstoffet og vandstoffet, tænkte i fri tilstand.
Man måtte således gjøre afkald på at finde
brændværdien ved hjælp af den kemiske analyse,
og på grund af den betydning, det har for
teknikere at kjende værdien af dets vigtigste brændsel,
og da der tillige fra enkelte sider reistes tvil om
de nævnte forsøgs rigtighed, besluttede den
polytekniske forening i München med anvendelse af
betydelige pengemidler at grunde en station for
fyringsforsøg i München. Denne begyndte i 1879
at arbeide, og udgav senere beretninger om sine
arbeider**).
I nævnte anlæg blev brændslet prøvet i stor
målestok i et apparat, som tillod at bestemme
mængden af den varme, der blev udviklet, idet man
nøie kontrollerede, hvor den varme, der ikke
optoges af kjedlens vand og vanddampe, blev af, i
hvilket Øiemed også skorstensluften blev analyseret.
Ved forsøgene blev brændt 200-300 kg. kul i
løbet af 6 til 10 timer. På grund af den
fuldstændige kontrol med varmens vandring mente man
*) Talstørrelserne er de af Bunte benyttede,
**) Berichte der Heizversuchstation München, Bayr.
Industrie- u. Gewerbeblatt 1879-83.
at kunne betragte det samlede apparat som et
kalorimeter. Herfor synes at tale, at den ved forsøg
med trækul i tre meget nøie stemniende forsøg som
middeltal fandtes en brændværdi af 8 133 (Favre
og Silbermann fandt 8 080, Kestner 8 100).
Når disse forsøgsstationens resultater blev
sammenstillede med de talstørrelser, man fandt for
brændværdien, beregnet efter Duglong’s formel af
brændslets sammensætning, viste det sig, at
differensen kun var meget ringe, og i det høieste var
henved 4 pct., så at, når man tager hensyn til, hvor
vanskeligt det er at skaffe sig en nøiagtig
gjennem-snitsprøve af ca. l gr. til den kemiske undersøgelse,
medens der blev brændt hundreder af kilogram i
apparatet, synes at kunne antage, at Duløng’s
formel giver en for praxis tilstrækkelig nøiagtig
bestemmelse af brændværdien.
Dette resultat er ble ven levende bestridt af F.
Fischer, der rentud erklærede forsøgsstationens
resultater for urigtige og fremgangsmåden for
uvidenskabelig. Han betegnede Kestner’s resultater for
nøiagtige, og denne forsvarede sine resultater ved
at anstille nye forsøg, som gav samme resultat.
Fischer har ligeledes refereret et af ham foretaget
kalorimetrisk forsøg, som viste, at brændværdien
af vedkommende sort stenkul var 7 720, medens
beregningen efter Dulong kun gav 7 175.
På den anden side havde Schwackhöfer i Wien
undersøgt 30 prøver i et af ham angivet
kalorimeter og fundet værdier, som i almindelighed
nærmede sig til dem af Münchener-stationen fundne,
og han erklærede, at «fyringssøgsstationen i München
først havde bestemt kullenes brændværdi rigtigt»,
og at de af Kestner fundne tal var meget for høie.
Ved disse og andre arbeider var spørgsmålet
om forbrændingsvarme kommet i en sådan
forvirring, at det var påtrængende nødvendigt at skaffe
klarhed ved nye forsøg. Det blev anseet for
rigtigst dertil at anvende apparater og metoder, som
var angivne og benyttede af modstanderne. Man
valgte derfor Fischer’s kalorimeter. Da det
endvidere var muligt, at forsøgsresultatet til en vis
grad var afhængigt af apparatets indretning og
hidtil enhver iagttager havde arbeidet med et
særligt apparat, benyttede man endnu et kalorimeter,
som i sin oprindelige skikkelse stammer fra
Berthelot i Paris, og som Alexjew i St. Petersburg havde
brugt til sine forsøg. Da det kunde formodes, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
