Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Törstende, om det saa skulde koste mit Liv, om jeg saa
aldrig skulde se Solen mere. "Lid og taal".
Og fra Læbens Purpur gik jeg over i liendes Blod, —
jeg saa Intet, Solen var tabt for mig, og jeg hörte kun, at
de sagde: "Ilvor dejligt Vaarsolen skinner over Fjældenc, se,
hvor Solen trækker Vand! Alle Regndraaberne suger Solen i
sig!" Ak — der skulde jo jeg have været med, det var det,
Solstraalen lovede mig, da den sagde: "Lid og taal!" — nu
har den glemt mig.’
Men saa hörte jeg den lærde Magister sige: "Det ser
kun ud, som otu Solen drager Vandet til sig, alt er blot de
fugtige Dunster, som igjen fälde ned som Regn". Og jeg tror,
han havde Ret, de kom icke til Solen.
Men jeg sad, forandret til en Taare stille i liendes
Taa-rekammer, vi var månge der, og vi sad der lunt og godt; thi
Pigen var glad og Taarerne sad stille — nogle Glædestaarer
flöd den Dag, hun stod som Brud for Altaret.
Men en Dag saa jeg ud over Randen af hendes Öje: der
sad hendes Månd överför hende, ban saa alvorlig ud, men
mellem dem laa et lidet, blegt Barn med lukkede Öjne — det
var dödt, sagde de, det var deres eneste, og Erinringen om,
hvor hun havde lidt for dette Barn, hvor hun havde vaaget
ved dets Leje, i de mörke Sygdomsnætter, hvor hun havde
haabet og elsket, betog hende; men hun kunde ikke græde.
Da sprang jeg ud paa hendes Kind.
"Du velsignede Taare! hvor du svaledel" hvidskede hun;
men jeg saa det: ved hendes Side stod Barnets Engel og
tör-rede Taaren af Moderöjet, og Kjærlighedens Taarer i Moderens
Blik er de fagreste Diamanter i Guds evige Krone, mere værd
end hele Sole og Stjerner, og Engelen tog mig fra hendes
Ivind, og svævede med mig til Guds Throne, til den eviga
Sol, hvis Billede jeg havde elsket: nu var Draaben værd at
være Solens Elskede, at være Guds evige Barn.
L. 1).
VI. — EN BILD UR BACK STUGULIP VET. *)
Häckeldammet stod högt i tak; "Qvistesa" och jag
liknade två lefvande Cavaljersparoller. Det led mot aftonen;
*) Meddeladt af F. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
