Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
»S. B.» Uet var tildels en bladfejde mod Molbech, der
omsider tvang hende til at bryde den navnløshed, hun håldt så
strængt over, — dels måske også ønsket om ikke at
forveks-les med en anden, der skrev under samme mærke. Altid
nærede hun en k vä adelig blu for at træde op i den store, den
ydre værden; ktin i slægtens snævrere kreds følte hun sig
rigtig hjemme, og mangfåldige er de yndige smådigte, som
hun næsten bortødslede ved enhvær glædelig eller sörgelig
lejlighed. Ilun hang også med en sjælden trofast og
opof-rende kærlighed ved sin t air i ge slängt, og bland denne først
og fræmst ved sine forældre, som begge nåde en höj ålder,
faderen over 85 og moderen hen ved 77 år.
Det var derför måske den skönneste dag i hendes liv,
da hun kunde glæde sig med de to raske gamle på (leres
guldbryllopsdag, der i en meget talrig kreds af frænder og
venner håldtes på Fredriksgård d. 25 maj 1846. Vidne om
hendes i sandhed barnlige glæde bærer den livfulde
beskri-velse af höjtiden, som hun har efterladt. At afskrive den
her vilde rummet dog næppe tillade; jeg skal derför
ind-skrænke mig til at meddele ikkun nogle brudstykker af de vers,
hun tidlig på dagen o ver rak te guldbmdeparret, hendes
»God-morgen, Fader og Moder kiære!», hvori hun også tolker
sine søskendes følelser, samt »den lykkeligste og
taknem-meligste Stemninsj i alle Hierter.» Det heder da:
«T> O
»Vi komme med dem, som liøre os til,
Og Eders de Alle være vil;
Og mine Born, det er mine Digte,
De skal paa denne Dag ikke svigte.
»I Iviærligheds Favn vor Barndom svandt;
I vor Moders Arme en Vugge vi fandt,
Og ingen anden os dyssed i Slummer —
Som dengang endnu hendes Hierte os rummer —
Den strengste Tugt, som vi nogentid fik,
Den var i vor Faders alvorlige Blik;
Iinedens vi lærte, at Iviærlighed kun
Med Gudsfrygt forenet. i Sorgens Stund
Kan trøste Hjærtet og styrke Modet;
At Arbeide kun giver Sundhed i Blodet) o. s. v.
I det foregående har jeg flere gange haft lejlighed til
at omtale Sille Beyers store lethed ved at skrive vers, hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
