Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
»En Dame?» Moder traadte ind. »Herre Jesus, det er jo
Sidsel!» Hun kjendte mig strax.
»Aa, Herre Gud i Himlen, sikken en Glæde og Overraskelse,
Sidsel! — men græd dog ikke saadan, Barn, ikke saadan, jeg
bliver ganske ångst.»
»Aa, Moder, det gjör saa godt, det er, som fandt jeg mig
selv igjen, Din lille Pige fra för, lad mig endelig græde.»
Ane Grethe trak sig tilbage og betragtede mig forundret og
spörgende. Moder rystede paa Hovedet.
»Nei, det kan ikke gaae an, Sidsel, hold op, Barn, for
Guds Skyld, hold op. — Skulle vi ikke gaae sammen til Faders
Grav? Du vil komme til Dig selv i Luften, og naar vi gaae
gjennem Plantagen, og saa bagom Byen, möde vi Ingen.»
Saa fulgtes vi da ad, Moder i sin tarvelige, hjemmegjorte
Dragt med et lille Törklæde knyttet under Hagen, jeg i Silke
og Peltsværk. O, hvor jeg fölte mig lille og ydmyg, og hvor
al min Smule Kundskab svandt ind til mindre end Intet.
Renset og luttret var hun kommen ud af Prövelsernes store,
alvorlige Skole; al Overvægten var paa hendes Side. Og jeg
skriftede, og fordulgte Intet; Fornærmelserne mod hende selv, de
tilbageholdte Breve, Alt kom frem. Hun hörte stille og
hjertegreben paa mig; jeg læste vexelviis Mishag og Medlidenhed i
hendes Mine.
»Aa, Herre Gud, den stakkels unge Frue, hun elsker Dig
dog saa höit, det faaer jeg ud af Alt, og Du har kun lönnet
hende slet for al hendes Godhed. At saadan en Dame har lidt
Skræk for Fattigfolk og deres Töi, er saa rimeligt; hun kjender
vei meest til de Daarlige af os med deres Tiggeri og Ureenlighed.
Fruen har jo ikke heller sagt Noget, for at sætte Dine
Forældre ned hos Dig; hvad man lurer sig til, tör man jo ikke regne.
— Havde Du været rigtig kjærlig, og var bleven for Fruen,
hvad hun önskede, var Fortroligheden nok kommen af sig selv,
og saa kunde Du have lagt et godt Ord ind for Din Moder. —
Men Du var jo saadan et Barn, Sidsel, Yor Herre vil ikke gaae
irette med Dig, naar Du nu fatter et andet Sind.»
Et andet Sind! — det gik som en frisk Luftning gjennem
min Sjæl, o Herre Gud i Himlen, lær mig at fatte et andet Sind!
Der var Kirkegaarden med sin hvide Muur og sin lille
Laage med den tunge Vægt, der holdt saa haardt igjen, dog
ikke fuldt saa haardt som för, eller laae det i, at min Arm
var bleven kraftigere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
