Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
kvinder, da sker det dels fordi det altid er skønt at mindes
sit fædrelands store, dels fordi deres dåd muligvis kan vække
lyst til og higen mod at ligne dem.
1. Dorothea Engelbrektsdatter.
I året 1677 approberedes af biskop Randulf i Bergen et
skrift til trykken, der hed "Sjælens sangoffer". Når man tager
denne bog i hånden og gennemblader begyndelsen af den, da
turde man næsten være fristet til at istemme Peder Syvs ord:
"Er Saffo den tiend’ af muserne ni,
Da Engelbrektsdatter er ellevt’ af ti."
Ti denne fast uoverkommelige masse af begejstrede
ære-digte fra tidens største og mest ansete mænd skulde man tro
var en borgen for, at det, der fulgte, måtte være et mesterværk
af sjeldent værd. Men man behøver ikke at læse langt frem,
for at komme til en noget anderledes overbevisning. Den
samling af åndelige poesier, der følger, vise sig vei ofte at være
skrevne ud af en from og poetisk bevæget stemning, men
gennemgående fore de os dog ikke imøde dette ubestemmelige
noget, som man har kaldt poesi. Dorothea Engelbrektsdatter
vor stor, endogsaa meget stor for sin samtid, men hun er det
ikke i lige grad for os, ty vi kan skælne mellem rimeri og
virkelig digtning, men det kunde hendes samtid ikke. Det vilde
imidlertid være uretfærdigt mod denne engang så fejrede
digterinde at anvende en kritik, der stiller fordringer, som man på
hendes tid ikke havde den fjerneste anelse om; hvad hun
frembragte var et særsyn for hendes samtid, derom vidne de
utallige æredigte; at der senere er opstået mange digtere og
digterinder, der have overstrålet hende, det tør vi jo egentlig ikke
lægge hende til last. Sikkert vil det ogsaa være mere
passende, istedetfor udelukkende at betragte hende som
forfatterinde, at stille hendes virksomhed i denne retning sammen med
hele hendes liv og se, hvorledes det i modsætning til ellers,
her er mennesket og ikke digteren, der er det fremtrædende.
Vor digterinde vor af norsk præsteslægt. Hendes fader,
Engelbrekt Jørgensen, der først var rektor og siden blev provst
ved katedralkirken i Bergen, giftede sig i året 1634 med Änne
Wrangel. Det følgende år fødte hun ham datteren Dorothea,
der nu blev opdragen i sine forældres stille og tarvelige, men
fromme og strengt gudfrygtige hus. — Hendes barndom gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
