Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Frk. Marie Pingel: Prinsesse Charlotte af Wales. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og befalede, at hun skulde modtages ved Hoffet med særlig
Udmærkelse. Hun kom ogsaa paa Kongens Fødselsdag, og da hun
gik gennem den paa Slottet forsamlede Mængde, hilstes hun med
lydelige Haandklap. Udad til kunde Kongen støtte hende, og
han vedblev dermed til det sidste, men ligesom han var ude af
Stand til at værge hende mod hendes egen Ubesindighed, lige saa lidt
kunde han beskytte hende mod Prinsen af Wales’ lave
Hævnger-righed og ondskabsfulde Forfølgelseslyst. Gennem deres Barn kunde
Prinsen ramme hende føleligst, og det var ganske vist ikke Omhu
for Charlotte, der laa til Grund for hans Fremgangsmaade, naar
han haardnakket nægtede Prinsessen at faa sit Barn til sig.
Omsider slog den stakkels Moder sig til Taals og fandt sig i en
Ordning af Forholdene, der tillod hende én Gang om Ugen at sé
Charlotte. Deres Møde fandt foreløbig Sted hos Prinsessens
Moder, Hertuginden af Brunsvig, der, efter at hendes Mand i
1806 var falden i Slaget ved .Jena, flyttede til England og bosatte
sig i Nærheden af sin Datter. I et Brev til Miss Haymann fra
1807 beskriver Prinsessen disse Møder saaledes: »Om Lørdagen
kommer min Datter Kl. 3 til min Moder for at spise hos hende.
Der er altid i den Anledning Selskab, som bestaar af gamle,
satte Personer. Kl. 4 kommer jeg, Kl. 6 forlader Charlotte os,
og jeg bliver hos min Moder til Kl. 8.«
Disse to Timer om Ugen var altsaa den knapt tilmaalte
Tid, Prinsen tillod Moder og Datter at være sammen. Men de
vare Lyspunkter i Charlottes ensformige Liv, og man forstaar, at
hun længtes efter det korte Møde med en Moder, der elskede og
kærtegnede hende, og i hvis livlige Natur Barnet fandt saa
mange Tilknytningspunkter. »Det er fortryllende,« skriver Kong
Georg i 1805, »at sé Prinsessen og hendes Barn sammen«. For
Prinsen, der Livet igennem undgik dette Syn, vilde det have
været alt andet end tiltrækkende, ti jo ældre Charlotte blev, jo
mere voksede hans y vilje imod hende, og det var tydeligt, at
den hang sammen med Hadet til hendes Moder. For saa vidt
var det ham maaske ligegyldigt, at hans Barns Hjærte tidlig
vendte sig fra ham, men det laa uden for hans Beregning af
Charlotte at skabe en Partigænger for hans forskudte Hustru.
Men saaledes blev det. I sin Blindhed knyttede han det Baand,
som han havde ønsket at løse. og Barnet klyngede sig til den
Moder, som man kun stræbte at fjærne hende fra, og forstod
tidlig, at den Fader, der var kold og ligegyldig mod hende, var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
