Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene. — Fru Eckardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ker som hun føler sig paa sig selv, paa sin Myndighed og sin Stilling i
Samfundet.
Disse to Roller maaler Rækkevidden af Fru Eckardts Kunst. Hos begge
disse Damer genfindes det samme Træk: Selvsikkerheden; den er det,
der til syvende og sidst forhindrer Gabrielle Kalk fra at kaste sig i Åaløvs
Arme, den er det, der gør Etatsraadinde Hansen til den ubehagelige Danae,
hun er.
Denne Egenskab, der gør Fru Eckardts .Damer’ til saa god Kunst,
er det, der gør mange af hendes andre Figurer saa underlig- blege eUer
lader dem falde fra hinanden. Tag Alkmene i „Amfitryon’. Hvor
omskaber Skuespillerinden ikke denne hede, unge Kvinde med de stærke Sanser;
hun lader Alkmene føle som Pligt, hvad Moliére uden Tvivl har ment som
Lyst, han fremhæver Hustruen paa Kvindens Eekostning. Derfor blev Mødet
med den virkelige Amfitryon den Ledetraad, der førte ind til Forstaaelsen af
Fru Eckardts Alkmene. Med Sikkerhed og Myndighed i Stemmen maalte denne
Alkmene spørge:
Tør du da træde frem
og paastaa, jeg har brudt mine Pligter, min Ed?
medens Moliére har tænkt sig en helt anden og meget mere frivol Klang; i
Stemmen. Eller lag en anden af de Roller hos Moliére, hun har spillet, tag
Elmire i .Tartufe’. Hvilken Forskel mellem de to Scener medTartufe! I den
første lader Fru Eckardt Elmire sidde ganske som en Statue, kold og
ubevægelig, medens Tartufes Fingre i hed Attraa famler rundt paa hende, det er,
som kom det hele hende aldeles ikke ved. I den anden derimod vover Fru
Eckardt at lade Elmire byde sig selv frem, at ægge Tartufes Sanselighed op,
saa den tilsidst tager Magten fra hans Forstand. Hvorfor mægter Fru Eckardt
at spille den sidste Scene og ikke den første? Ganske simpelt fordi Elmire
i den sidste er sikker paa sig selv, véd hvorhen hun vil, og tillige hvorledes
hun vil del, medens hun derimod i den første gøres næsten sansesløs af Tartufes
Veltalenhed. Elmire er lige ved at glemme sig selv overfor Tartufe, og dette
ævner Fru Eckardt ikke at fremstille.
Sig selv maa de Kvindeskikkelser, Fru Eckardt skal fremstille, aldrig
glemme, aldrig sætte til Side, aldrig underordne en andens Magt, de maa kort
sagt altid have sig selv i Tankerne, først og fremmest sig selv. Dette var det.
der gjorde hendes nordiske Elskerinder til kun skønne Skikkelser uden Sjæl,
ti de maa glemme sig selv helt og kun leve i den elskede. Hvor bleg og graa
var ikke Ingeborg i „Kjartan og Gudrun’ trods al sin Skønhed og Renhed:
ingen kunde tro, at denne Ingeborg var rejst til Island blot for at se Kjartan
og saa dø.
Den elskende Kvindes Hengiven i en andens Magt omformer Fru Eckardt
til Damens Usikkerhed overfor sin egen indre Stemme; hun spørger sig selv,
om det er Ret det, hun nu foretager sig, eller ej, saaledes f. Eks. med Gabrielle
Kalk. Denne interesserer sig for det ny, der viser sig for hende i Aaløv, og
da hendes Mand optræder uhøflig mod denne, koger Harmen op i hende. Fru
Eckardt forklarede denne pludselige Heftighed ved at lade Fru Kalk oprøres
over, at hendes Mand aldeles ikke tager Hensyn til det Skær af Uærlighed,
der maa falde over hendes Venlighed mod Aaløv. Fru Kalk synes, at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
