Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Hans Veje er ikke vore Veje. Hvad ved vi usle Kryb om,
hvad der tjæner til vor evige Fred? De maa være forvisset om,
at det, Gud har gjort, er vel gjort. Han har sét, at det var
nødvendigt for Deres Sjæls Frelse, at Deres Bøn ikke blev opfyldt.
Alt hvad der møder os er et Udslag af hans Kærlighed. Tænk
paa den Gang hans egen Søn bad i Gethsemane Have: Herre, tag
denne Kalk fra mig! Blev han kanske bønhørt? Nej, i Døden
sendte han ham, i den grufuldeste, mest fornedrende Død. Og
saa vil De klage? Da Jesus hang paa Korset, raabte han: Min
Gud, min Gud! hvi haver Du forladt mig? Ogsaa den kvalfulde
Kalk at føle sig forladt af Gud, ogsaa denne Kalk maatte han,
Sønnen, Verdens Herre tømme til sidste Draabe. Og tviler De
vel paa, at Gud elskede ham, sin egen, énbaame Søn? Og hvad
vil De befatte Dem med at gruble over Deres Mands Tilstand
hinsides? De har ikke Lov til det. Alle Menneskers Skæbne,
baade levendes og dødes staar i Herrens almægtige Haand. Hvis
hans Sjæl er gaat fortabt, saa har det saaledes været bestemt i
Guds vise Raad fra Evighed af, og maa som alt andet tjæne til
hans Riges Forherligelse baade her og hisset. Ak nej, Frue, bøj
De Knæ for Gud, og raab om Naade for Deres Frafald og
Formastelse. Men skynd Dem før det er for silde, at det ikke skal
hedde: Du kendte ikke Din Besøgelses Tid.«
Disse Præstens Ord gjorde for et Øjeblik Indtryk paa hende.
Da han var borte., forsøgte hun for første Gang i lang Tid atter
at bede, men det lykkedes ikke. Hun følte hverken Sønderknuselse
eller Anger eller Længsel efter Gud, og Ordene, som hun ledte
efter, lod sig slet ikke finde. Hendes Indre var tomt og stille
som en udtørret Brønd.
Efterhaanden som Tiden gik, blev hun mere og mere lig
en Skygge af sig selv. Tilsidst gik hendes tungsindige Sløvhed
over til stille Vanvid. Familjen tog sig af Gutterne og sørgede
for Deres Opdragelse. Til hende lejede de en liden Lejlighed paa
tre Værelser og fik for god Betaling et gammelt Tyende til at
pleje hende. De sidste Aar af sit Liv sad hun fra Morgen til
Aften paa en Skammel eller paa Gulvet og pillede paa et
Straa og rystede paa Hodet og sukkede og smaapludrede uafladelig.
Saaledes døde hun.
Amalie Skram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
