Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemme havde vi det ogsaa bra, — — voksen Jente —
— og en Stue havde jeg sagtens — — saa voldsomt fin, at der
kom aldrig et Menneske i den. Ja, naar jeg tænker paa det, saa
lys og fin som den var––––-men tørke Støv gjorde jeg til hver
en gudskabte Søndag; det var overlag saa det kunde gyve ind,
endda der aldrig var nogen. Ikke for det — — der kom fine
Folk til os; men om det saa var Politibetjænt Pedersen, maatte
han sidde i Kammerset og drikke 01.
Der var adskilligt til fint Folk den Gang; alligevel var Ole
Storkaren mellem dem alle; det var bare stygt, saa ilsint han
kunde blive; men det var aldrig saa slemt, naar vi var flere
sammen, men værst, naar vi var alene, eller han var paa
Værkstedet.
Jeg kunde ikke skønne mig paa de Dele; men der var jo
mangt, jeg ikke forstod mig paa — Vorherre stelte det nok, som
han vilde have det; han haandterte jo selv Baaden.
Men inde paa Værkstedet blev jeg tit ræd, for naar
Læregutterne ikke var hændige nok, eller der kom aldrig saa lidet
imod, smed han i Gulvet baade dem og hele Redskaben, og da
gav han sig ikke, før han fik det i Knas.
At der ingen større Ulykke blev, det var vel for det,
Vorherre vendte det til det bedste.
Men jeg blev gal i Toppen tilsidst — for jeg kan ogsaa
blive sint, kan De tro. —
»Du er viosen, Ole,* sagde jeg, »vetløs rent — hvad er
det for Slags Fantelæter og Tilstelling? Du er en Vriompejs,«
sagde jeg til ham.
For jeg syntes, han var en Tosk; det var jo hverken mig
eller ham til Gode, at Folk blev skamslaat og fine Møbler og
Udskæringer slig haandtert. Og det sagde jeg.
Han blev spikende sint og skvat op. »Er jeg en Tosk,«
sagde han — »saa er jeg da anderledes sprettug i Vandet end du,
for du er en Flynder, saa bred og flad, som du er blevet.« Og
saa krøged han mig i Gulvet og sprang over Ryggen af mig. At
jeg havde Barn ved Brystet vyrde han ikke. Han satte sig paa
mig og sang:
Ro, ro til Fiskeskær
Flynder dybt paa Bunden der,
Ej min egen Dorthelil
ril som hendes Husbond vil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
