Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: En literær Vandprøve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mørke Ædelgran stod Birken gulnet fra Top til Taa, uden at en
Flig af dens lette Bladedragt var bragt i Uorden. Kastanjetræets
Løv var kobberrødt — et Træ fra Æventyrets Land — men
Hylden havde endnu sit dybe, grønne Løv, og tætte Klasser af
sortrøde Bær. Brombærranken kravlede med sine takkede Blade
hen over de mangefarvede Bregner, hvor den skarlagenrøde,
gul-plettede Fluesvamp skød op som en mystisk Blomst fra
Underverdenen« o. s v. o. s. v., en net Stil, hvor det drejer sig om at
følge en paa Vej, der fra Hestemøllestræde er taget ud i Skoven med
en Pistol i Lommen for at skyde sig. Han bliver imidlertid saa
greben af al denne Skønhed, at han beslutter at opsætte sit
Forehavende. Han lejer sig ind i et pænt lille Hus med Grønkaal
og Rosentræer, Tøj til Tørring, Høns og Duer, to Smaapiger og
en Kattekilling, og slutter der Venskab med den fjortenaars Inger,
som har Tæring, og skal dø, »naar Bladene falder«. Hende
fortæller han Historier ude i Granskoven, og med hende taler han
om et muligt Liv efter Døden, og trykker ved given Lejlighed
»sine Læber mod den bløde Bamemund«. Det er meget rørende.
Og da hun dør — »lød der et Skud ude i Skoven«. »Hans Lig
blev lagt i det lille Kammer ved Siden af Ingers. Et hvidt
Tørklæde blev bredt over det knuste Hoved.«
Med lidt god Vilje kan et Fruentimmer fra Ladegaarden og
Rotter, som æder af et Lig, blive baade til et Barn med himmelsk
Tæring og til et hvidt Klæde.
Men hvorfor Fru Elisabeth netop har kaldt sine Noveller
»Virkelighedsbilleder«, er ikke at let at gætte.
Det var de Bøger, som Vandprøven satte udenfor Kunstens
Rige. Men dermed skal paa ingen Maade være sagt, at de ikke
fortjæner at læses. Tvært imod de egner sig alle til at læses,
endog til at læses højt. Efter Nydelsen af dem vil der ikke følge
nogen som helst æstetisk eller moralsk Klavappelse. For
»Prinsessen paa Bolstad« skal man ikke være bange. Dels gaar det
hele overmaade net til, som man vil erindre — der var nogle
solbeskinnede Bjærgtinder, der i høj Grad tog Opmærksomheden fangen —,
og dels lader Forfatteren den forføreriske Løjtnant ynkelig omkomme
umiddelbart efter Syndens Begaaelse. Og naar alt kommer til
alt, saa var det jo dog kun en Bondepige. Havde det været en
Dame, sligt var overgaaet, saa — Gud bevares!
Hvad »Bygdeliv« angaar, maa man være forberedt paa, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
