Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. Ad. Hansen: Manfreds Tilblivelseshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
brydes af Abbedens Indtræden. Paa samme Sted afbrødes i
Digtets første Skikkelse Samtalen ved, at Manfreds Taarn
pludselig ses at staa i Brand; der høres et Brag, og nogle af
Tjæn-erne bryde ind i Taamet og bære Manfred udenfor, hvor han
dør. Af denne Slutningsepisode er der i Omarbejdelsen kun
bibeholdt to Linjer, Digtets nuværende tredjesidste og sidste Linje.
I Stedet for have vi nu Manfreds Monolog med Erindringen om
Natten i Kolossæum, Abbedens gentagne Besøg, Dæmonernes
Tilsynekomst, der gøre Krav paa Manfred, hans kraftige og
heldige Tilbagevisning af dem, deres Flugt og endelig Manfreds Død,
— en Slutning, der er langt fyldigere og mere i Samklang med
Stykkets hele Aand end den oprindelige, temmelig tørre og abrupte
Afslutning.
V.
I det foregaaende er der nu blevet forsøgt en Eftervisning
af de Stemninger, Paavirkninger og Indtryk, ud af hvilke Manfred
efterhaanden er vokset frem, og paa Baggrund af hvilke
Digtningen maa ses. Det var Stemninger og Tanker fra Byrons eget
personlige Liv, det var Fantasi-Paavirkninger fra andre Aander,
det var endelig stærke og dybtgribende Indtryk fra den ydre
Natur, — alt dette paa poetisk Maade inddraget og
sammenflettet i denne Digtning, eller dog søgt indvirket og
sammenvævet deri. Ti det er ikke uden Sandhed, hvad den gamle
Ahasverus i »Genboerne« siger: »de Digtere, de Digtere, de gaa,
Gud straffe mig, omkring som brølende Løver og opsluge meget
mer, end som de kan fordøje.« Noget af dette passer, tror jeg,
paa Byron i hans Forhold til Manfred. Tidligere er nævnt et
ikke helt fordøjet Naturindtryk. Skildringen af Kolossæum, hvor
smuk den end er, kommer ogsaa lidt tvungent ind der, hvor den
staar. Ikke heller kan man ganske værge sig mod den
Forestilling, at der i den Maade, hvorpaa Manfred træder i Forhold
til de forskellige Arter af Aander og kræver Svar og Trøst af
dem, er noget vilkaarligt, — at det i og for sig lige saa godt
kunde være sket paa anden Vis. Man sporer, at Aandescenerne
ikke ere fremkomne, fordi Hovedpersonens Krav digterisk fordrede
dem; de staa mere som særskilt undfangne Fantasisyner, der saa
paa noget ydre Maade ere bragte i Forbindelse med Manfred og
hans Lidelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
