Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Bertel Elmgaard: Tigger-Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tigger-Jakob sad paa en Tromle, yderst blandt Tilhørerne.
Det undrede ham, at alt gik saa simpelt til, og da han saa
Rigs-dagsmændene kravle op i Vognen og de mange fornøjede
Pige-og Karleansigter rundt om, fandt han, at den hele Tilretning var
som skabt for en af hans gamle Krøniker. Men det skuffede ham,
at der kun var Bønderfolk, altsaa kun et Parti — der blev ikke
Anledning til Skænderi og Løjer.
Saaledes sluttede den ukyndige. Men begge Grupper i det
folkelige Parti, var repræsenterede blandt Talerne og følgelig blev
Tiggeren ikke skuffet. Lidt efter lidt gik det op for ham, at alle
deres Ord var lutter indbyrdes, forblommede Angreb. Især bed
han Mærke i en Rigsdags-Bonde, en svær og ilter Person,
tykmavet som en Øldunk. med glatraget Ansigt og smaa, stikkende
Øjne. Han talte jydsk Bondemaal, hvilket især undrede Jakob, og
han var den, der oftest vakte Latter ved hvasse Spottegloser
snart over Godsejer- og Embedsstanden, snart over Bønderne paa
»den anden Side«.
Hvor kendte Jakob ikke det hele: disse Haansord, denne
skadefro Latter, denne Købslaaen om usle Fordele, denne kry
Lyst til at hæve sig selv paa Næstens Bekostning. Det var som
i den daglige Handel og Vandel i Krostuer og Markedsboder.
Han havde ikke taget fejl Han kunde ogsaa snakke fra Leveren,
ndar det maatte ske paa hans eget Maal. Altsaa forlangte han
Ordet efter Rigdags-Bonden.
De nærmeststaaende lo, Dirigenten ænsede ham ikke. Saa
stemte han op paa en snurrig Vise om Ræven, der lakked ad
Bondens Gaard, men blev hysset til Tavshed.
Da den jydsktalende Rigsdagsmand atter fik Ordet, forlod
Tigger-Jakob sin Plads, sneg sig ind gennem Forsamlingen og
rettede sig pludselig i sin fulde Højde tæt foran Talerstolen. Med
en Stemme, der dirrede af Latter og Vrede, afbrød han Taleren:
»Hør, du behøver slet ett at være saa kaalhøgen der oppe.
En faale Kaal i æ Mund, det er du wal, men vi husker nok, du
stak æ Haal mell’ æ Bien og var ræj, du skulde faa Klø, da æ
Smed ude i Hammer, vilde ha’ dig til at staa ved dine Ord_____
Nu da a har hørt dig, ved a, te den her Politik er Prangen og
Snyderi, hvor det immer gaar ud over de smaa. Se blot her i
Dag! Her staar Bønder imod Bønder som tossegale Folk, og hvem
tror I, der i Lav meler dje’ Kaag? .... Nej, saa var I gode Folk
mere skrap’ til at passe jeres Kram i gamle Dav!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
