Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fortrolige; hun betror hende, at hun elsker Journalisten; det
hele ender godt: Vemouillet afslører sin Kollega, Bankierens
Fortid, som ikke er bedre end hans, Marquis’en tilgiver sin Hustru
og fjærner sig med hende fra Skandalernes Skueplads, Sergine faar
sin Glémence, og hendes ædle Broder gaar som Soldat til Algier
efter at have reddet sin Faders Fortid ved med sin Arv at betale
de bedragne Aktionærer.
En tør Indholdsangivelse af et Stykke bliver let lige saa
parodisk som et Balletprogram. Værdien ligger i Stykkets Figurer,
i de menneskelige Konflikter.
Interessant er det, at Augier har ladet Ideens Riddere, de
romantiske unge Mennesker, Søskendeparret Henri og Clémence,
og Elskeren, den ædle Journalist, slutte en Slags Forbund med
Repræsentanten for den gamle Adel, Marquis’en af Auberive.
Augier begyndte som Antiromantiker, som Forkæmper for, hvad
man den Gang kaldte »den sunde Fornuft« mod de romantiske
Digteres Fantasterier og Hallucinationer. Men Forbundet mellem
de nævnte Repræsentanter er en Romantikens Protest mod det
rige Borgerskab. Gammel Adel fra Korstogenes Tid, Geniets
Aladdinsadel, det gode Hjærtes Adel maa ikke bemænge sig med
kapitalistiske Bladstiftere, spekulerende Bog- og Kunsthandlere,
maa ikke lade sig købe og sælge, ikke lade sig spekulere i. Augier
slaar et Slag for det gamle Frankrigs gode Traditioner, for det
unge Frankrigs idealistiske Aspirationer. Om jeg husker ret, er
Stykket fra 1860 eller saa.
Alt hvad der kan siges af ondt, haanende og bittert mod
Pengemagten, siges dels af den gamle Marquis af Auberive, dels
af Redaktionssekretæren ved Vernouillets Blad, den udødelige
Bladzigøjner Giboyer, Stykkets Figaro, tolket med et fuldstændigt
Mesterskab af Got, en af de sidste af det franske Nationalteaters
gamle Garde. Got er nu op imod de Halvfjærds.
Marquis d’Auberive har i sin Tid holdt denne Søn af sin
Portner til Bogen og siden glemt ham. Og denne højt begavede
Portnersøn har vadet gennem al den literære og journalistiske
Søle, der tænkes kan. Revolutionær af Natur og Fødsel maa han
snart skrive i reaktionære, snart i liberale Blade, men privat
hævner han sig ved de mest blodsnærtende Sarkasmer, som siges
i en rolig dvask eller lun lystig Tone. Got er henrivende.
Proletarens dukkede Nakke, den underordnede Journalists halvt
lurvede Dragt, der dog skal ligne en Gentlemans, den opblussende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
