Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Herman Bang: Forfatterinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Baronen minder ham derom, og Hjalmar »holder jo
virkelig af Alice« . . .
Derfor siger han til Paula.
— Ser De, hvor Blussene slukkes nu, og det er blevet
graat og koldt blot paa nogle Minutter . . . Saadan gaar det
altid med Midsommematsdrømme — de er ikke at lide paa.
Og Marta og Ernst? de har jo bare »sværmet«. Et
Sværmeri, Livet burde lade dem huske — som de, lig de mange, glemmer.
Saaledes kaster allerede i Forspillet Verden sine Hensyn
ind — og ... . Drømmen er allerede ved at flygte.
Alligevel er Kærlighedsspirerne der. I Drameme ser vi
nu, hvorledes de skøttes — og burde have været skøttede.
Det første Skuespil viser, hvorledes Livet skiller de tre
Par, og dets Virkning beror paa den Finhed, med hvilken denne
Livets skillende Ævne er skildret. Der er i de to Skuespil intet
Brud paa Karaktererne. Alt gaar saa »naturligt« til, og gennem
lutter saa smaa Ting og uvedkommende Hensyn bringes de samme
Personer, om hvem det andet viser, at de saa let var blevet
lykkelige, helt i Ulykke. Det er næsten lutter Ofre, der først
bygger Mure de to af Parrene imellem — falske Ofre: Alice
ofrer sig for den syge Fader, Karl for Familjen, Paula sin Lykke
for Alice, der er Hjalmars Hustru. . . . Alle ofrer de til de falske
Guder og glemmer den ene Gud.
Og siden, da disse de falske Ofres Mure er rejst og staar,
da kommer »Livet« til og platter alting ud. Livet, der faar saa
mange Ønsker, de mangfoldige Maal, de hundrede Drifter den
Dag, man ikke giver det én Herre — Kærligheden. Langsomt
bliver det da altsammen graat i graat med de mange pinsomme
Interesser for et helt Liv, mange smaa Ofre i Stedet for det ene
Skridt, der ikke toges.
Saa lægges da alting øde for disse Mennesker. Deres
Talenter dør, deres Arbejder skrumper sammen, deres Tanker
snævres. Svamp gror i Ensomheden i deres Sjæle. Og da
Hjalmar er død for sin egen Haand, Karl lænket til Marta, han
aldrig elskede, Paula tilintetgjort ved Hjalmars Død, som Alice
bærer Halvskyld for — da siger Alice:
Det är rätt, att vi alla får lida — att ha kastat bort sitt
lif, som vi alla gjort, ock så vara belåtna därtill — det vora
ändå det värsta. Jag vill lida — jag begär att få lida —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
