Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Cl. Wilkens: Moderne Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livssmerten sat som selve Tilværelsens Væsen (Schopenhauer)1).
I de voldsomste Udtryk prædiker Zola denne Pessimisme. Sige I
alt, trænge I bagved Huden, udstille I Mandens og Kvindens
Nøgenhed, vil Eders Analyse af de højere Stænder blive lige saa
grusom som af Folket, det hele er kun en Forandring i Dekorum
med Hykleri i Tilgift« (267). Saa er da Hjærtets og Aandens
Dannelse kun en slet Fernis, der skjuler over Dyret. Afklæder
man Personerne, begiver man sig fra Salonen til Soveværelset, til
de intime Forhold, til Hverdagens private og skjulte Liv, vil man
kun have at dissekere Monstruositeter, der ere saa meget mere
afskyelige som de ere voksede paa en mere kultiveret Jordbund,
(ib). »Saa bliver da dette at konstatere. Vor Analyse forbliver
altid grusom, fordi den trænger ind til Grunden af det
menneskelige Kadaver. I Højden og i Dybden, overalt støde vi paa det
dyriske. Der er færre eller flere tilhyllende Lag, men naar vi have
beskrevet dem det ene efter det andet og løfte det sidste Slør,
vil man altid se mere Smuds end Blomster. Derfor ere vore
Bøger saa mørke, saa strænge. Vi søge ikke det frastødende, vi
finde det. Og ville vi skjule det, maa vi lyve eller være
ufuldstændige«. (S. 267—268).
I Pessimismens Skygge vokser da dette storartede Galleri
af menneskelig Fornedrelse og Dynd, som vi finde hos Zola.
Under dens Beaandelse bliver Fordringen paa, at Romanen skal
fremstille de sociale Fænomeners Aarsagskæde, til Kravet paa, at
den skal give os Udartningens genetiske Historie. Aårhundredets
Tanke-Udvikling bliver her til Udartningens Tanke. En
Generation bliver til en Degeneration. Saaledes fremstiller
Rougon-Macquart en hel Generation i fremskridende Opløsning; gennem
en hel Række af Romaner føres vi dybere og dybere ned i Dyndet,
og dette Dynd, der er skildret maaske sandt men i hvert Fald
energisk, brutalt, kynisk, breder sig og bliver Verden. Den Art af
Pessimisme, der her gør sig gældende, er ikke Byrons flammende
og energiske eller Ibsens Indignationspessimisme, men den er
beslægtet med Schopenhauers, naar man særlig ser hen til den
psykologiske Side af hans Pessimisme, der gør Mennesket, saa
længe det er Viljesubjekt, til et rasende Dyr, til et rént
Driftmenneske. Mennesket er her et afmægtigt Bytte for Driften,
Attraaen, Lidenskaben. »Han har kun Nerver for at de kunne
’) Sé min Afhandling: Moderne Pessimisme i „Vor Ungdom" 1886.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
