Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Emil Hannover: Dansk Malerkunst paa den nordiske Udstilling 1888
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rent og fast i Farven. Men det kunde ikke været mere glimrende
i Tanken, mere lidenskabeligt i Udtrykket, end det er. Den
øjeblikkelige og vilde Bevægelse, den rasende Egoisme og det Vanvid,
der griber de syge, da Englen slaar ned og rører det helende
Vand, er givet med en Mesters Haand. Man føler saa klart, hvor
længe de syge og værkbrudne har ventet paa dette Øjeblik, og
kun sjældent er Øjeblikket skildret bedre. Skøndt Scenen er
henlagt til en italiensk Klostergaard, skøndt der fra et
kostyme-historisk Standpunkt kunde indvendes mod Dragterne, illuderer
Billedet dog i høj Grad med sit tropiske Sollys, og fremfor alt
ved den mægtige og overbevisende Fremstilling af Begivenheden.
Legenden er bleven lyslevende under Skovgaards Behandling.
Noget tilsvarende har Jul. Paulsen ikke opnaaet i sin
Marie med Barnet. Han har villet give et Billed af den simple
Haandværkers Kone, der sidder med sit Barn i Fanget, men
samtidig et Billed af en Kvinde, der er sig sin guddommelige Mission
bevidst. Han har dog ikke formaaet at udtrykke dette, — end
ikke saa tydelig, at man uden at kende Billedets Titel selv kunde
gætte den. Det kommer sig naturligt deraf, at slige Æmner slet
ikke ligger for Paulsens Talent. Hans Ævner gaar i Retning af
at kunne give Billeder af det daglige Liv, Portræter, Studier over
det nøgne kvindelige Legeme, smaa Interieurs og landskabelige
Stemninger, — alt med en malerisk Ynde, Finhed og Aand, med
hvilken han staar ene her hjemme. Man skal lede længe efter et
dejligere malet Interieur end det, der omgiver denne Marie med
Barnet. Farven har paa en og samme Tid en Fylde og Lethed,
en Blødhed, en Karakter og en Holdning, hvis Noblesse vilde skade
og gøre ufint og plebejisk alt, hvad der var i Nærheden, hvis
ikke Billedet havde Nabo- og Genboskab med Paulsens egne og
Viggo Johansens smukke Arbejder. Der gives ikke i vor Kunst
en Mand, der i sin Kolorit er mere Aristokrat, d. v. s. mere fri
for Mængdens Manerer, mere fornemt isoleret i sit Syn paa Tingene,
mere selvsikker end Paulsen.
Man tænke paa den forbavsende Udvikling, som denne
Kunstner er undergaaet, siden han — for snart 10 Aar tilbage —
første Gang viste sig offentlig. Han begyndte som Vermehrens
Elev og udstillede et Par Aar efter en gul Hose i et Olas, saa
sirlig og omhyggelig malet, at Prof. Ottesen den Gang skal have
ytret, at blev Paulsen saadan ved, kunde han (Ottesen) snart
opgive Ævret. Heldigvis behøvede Ottesen ikke at frygte Konkurrencen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
