Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
revolutionen slaar da alle store Forfattere om, de danne den
femte Gruppe, Frankrigs romantiske Skole, og den nye liberale
Bevægelse betegnes ved Navne som Lamennais, Hugo, Lamartine,
Musset, George Sand o. m. fl. *). Og da nu Bevægelsen gaar fra
Frankrig over til Tyskland, sejre de liberale Ideer ogsaa i dette
Land, i den sjette og sidste Gruppe af Forfattere, jeg vil skildre,
inspireres af Frihedskrigens og Julirevolutionens Ideer og, ligesom
de franske Digtere, i Byrons store Skygge se Frihedsbevægelsens
Fører« (Heine, Böme osv.) (Emigrantlit. S. 13—14).
Der er to Ting, der straks falder i Øjnene ved denne store
og simple Plan. Det første er, at Brandes maatte sætte den
hidtil gældende historiske Opfattelse ud af Kraft. Med megen
Klarhed har Vodskov*) fremstillet denne Side af Sagen. »Alle
Forskere, og det Hettner ikke mindre end Julian Schmidt, Taine
ikke mindre end St. Beuve, havde hævdet, at Romantiken ikke
var en afgrænset snævrere eller videre Skole, men en stor
Fællesstrøm, en Følelsens og Fantasiens Renaissance, der uigenkaldelig
brød med Rationalismens Aarhundrede. Ingen af dem havde
overset, at Romantiken i ganske naturlig Modsætning til
Revolutionen og Forstandsdyrkelsen længe antog en konservativ og
religiøs Farve, der først henad 1830 veg for de stigende
Frihedskrav, men heller ingen af dem oversaa, at disse to Perioder dog
vare af en Rod, romantisk i Kærne og Marv, at der med ét Ord
var en Væsensforskel mellem det 18de og det 19de Aarhundredes
Fritænkning ikke mindre end mellem deres Ortodoksi. Mai
over alt dette slog Brandes en Streg, han fulgte blindt sit
polemiske Kald, den afledede og underordnede Modsætning:
radikalkonservativ, fritænkerisk-religiøs gjorde han til den oprindelige
og fødende, og for ham blev da Romantikens første Decennium
et reaktionært Mellemspil, over hvis mørke Skygge det 18de
Aarhundrede rakte det unge Tyskland og den franske
Romantisme Haanden. Og hermed havde han naaet, hvad han vilde,
nu samledes jo det literaturhistoriske Skemas store Linjer til den
spændigste og eleganteste Bue, nogen født Polemiker kunde
ønske sig; nu var det jo klart, at siden 1830 havde »bele
det dannede Europa« kastet sig ind i en stigende og stigende
’) Fugleperspektiv over Romantiken i Frankrig i „Den romant. Skole i
Frankrig*. S. 25—26.
*) Spredte Studier. Kbhvn. 1884. S. 288 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
