Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kraftigere; man kan forstaa, at der er Mulighed for, at han kan
gifte sig med Rosina. Jeg tror nok, at denne Fremstilling ligger
Rollens Mening nærmere, men genial er den ikke. Bartholo har
netop i Barberen saa mange kostelige Repliker. Jeg synes ikke,
de blev sagte morsomt nok. Scenen med den dyppede Pen og
den blækkede Finger har tidligere faaet mig mere til at le — og
det var den Gang ikke Rosinas men Bartholos Skyld, at jeg lo.
Bazile blev spillet af Leloir. Denne Kunstner interesserer
mig hver Gang jeg ser ham. Han er yderst original i sin
Opfattelse, flyer de banede Veje, kan være sær og afstikkende, men
han tænker sine Roller til Gavns igennem, før han spiller dem.
Jeg har set ham i »Den Gærrige« af Molieré. Hvor stod han højt
over Talbots korrekte Rutine i gamle Dage. Han giver Bazile
med urokkelig præstelig Alvor og Værdighed, taler næsten bestandig
i Prædiketone. Han er lige ved at gøre en bange, naar han siger
den berømte Replik om Bagtalelsens Magt. Hans Kostume er
aldeles præsteligt: sort Soutane, hvid Bladkrave, sorte Strømper,
bredskygget, paa Siderne opkrampet Hat. Han bærer sort
Krydsskæg efter spansk Præstemode paa den Tid, da Beaumarchais’s
Stykke blev opført. Han bevarer en stiv Ro; kun, naar han siger
sine mest kæltringeagtige Ting, har han en uforlignelig Grimace,
der gør stor Virkning. Han trækker den venstre Moustache op
mod det tilsvarende Næsebor, viser Tænder, som en Tævehund
med Hvalpe, naar nogen nærmer sig; man ler . . ja men man
bliver bange for den nederdrægtige Karl. Kun naar han cynisk
tager mod Grevens Bestikkelser, faar han lige som en pludselig
Trækning af flot Kaadhed, som bryder Værdigheden — der kommer
et gadedrengeagtigt Blink frem i de ellers dødningalvorlige Øjne.
Det var betydelig, højst interessant Kunst.
Og Rosina! Det var maaske Glanspunktet. Det var Blanche
Barretta.
Naar man læser George Sands Breve til denne Dame, kan
man slutte sig til, at hun nu maa være et godt Stykke ud over
den første Ungdom, og havde jeg havt noget at sige over hende,
vilde jeg have bønfaldet hende om at lægge Silketrikot over sin
Hals. Men den ikke unge, lidt rynkede Hals er det eneste, jeg
kan bebrejde denne udmærkede Rosina.
Hun straalede af Skælmeri og Liv. Scenen med Figaro,
hvor hun faar Bekræftelse paa Lindors Elskov til hende, spiller
hun med en utrolig morsom og dog elskværdig Blanding af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
