Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
En lille By.
»Hører du? ... Du skal sige mig det«, næsten raabte han.
Men Drengen tav fremdeles.
»Jeg er din Lærer«, vedblev han »og jeg vil vide det. . . .
Du skal ikke faa Ubehageligheder deraf, hvad det saa end er . . .
men jeg vil have, at du skal sige mig det . . . forstaar du? . . .
Jeg slipper dig ikke, før du har sagt mig det«.
Ved de sidste Ord ruskede han endog i Hidsighed den
grædefærdige Dreng saa eftertrykkeligt i Skuldren, at Fyren helt mistede
Fatningen. Og først da — og mens Adjunkten bøjede Øret helt
ned til hans Mund — kom det endelig hviskende over de
skælvende Læber:
»Knækkerten«.
»Knækkerten!« gentog Ursin halvhøjt og saå sig om.
»Knækkerten! . . . Hvad skal det sige? . . . Hvorfor har I givet mig
det Navn? . . . Naa, hvorfor?« begyndte han atter indtrængende.
Men da han hurtig fik Fornemmelsen af, at Drengen før
vilde lade sig radbrække, end han bragte Forklaringen af Ordet
over sine Læber, slåp han ham tilsidst mat og lod ham gaa.
»Gaa« — sagde han blot, mens han selv sank langsomt
tilbage i Sofahjørnet.
Her sad han endnu længe efter, at Døren havde lukket sig
bag den ulykkelige Knægt, og saa grundende frem for sig.
»Knækkerten!« — »Knækkerten!« blev han ved at gentage
for sig selv, — saå ned ad sig, rejste sig endelig op og betragtede sine
Underekstremiteter. »Det maa jo være noget ved min Figur.
Har jeg da skæve Ben, »knækkede« Haser? Jeg har dog aldrig
vidst andet, end at jeg tvært imod var ganske velskabt. Eller er
det min Næse?« — han lod Pegefingren glide ned ad dens Ryg —
Har den noget Bræk? Man har dog altid sagt mig, at den var
ualmindelig velformet. Men hvad er det da? — mine Arme, min
Ryg? . . . Knækkerten! . . . Knækkerten! . . . Hvad skal det Ord
betyde! For de kan dog for Pokker ikke have grebet det helt
ud af Luften. De maa jo dog have hentet det fra en eller anden
Ejendommelighed hos mig«. . . .
Han gav sig til at vandre op og ned ad Gulvet. Hans
Sporiver var bleven hidset til den yderste Grænse. Han maatte
til Bunds i Sagen nu. Nu, da han temmelig sikkert endelig havde
faaet fat i Uhyrets Hale, vilde han ogsaa se dets Ansigt, for at
kunne brække Gifttænderne af dets Gab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
