Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
En Forlovelse.
Ikke at Toiletterne var saa særdeles kostbare. Det var
tynde, kønne Stoffer, Baldamerne bar, ikke knitrende og raslende
Silketøjer med Ruches og Poches.
Vi er i en lille Købstad i Aaret 1865. Men Byfogden var
en rig Mand, havde for et halvt Aar siden tiltraadt sit Embede,
havde været Overauditør, bar Titel af Kammerjunker og hans
lem og tredive aarige Frue var en født Baronesse.
Den lavest stillede Dame i Købstadens Rangforordning var
Datteren af en Købmandsenke, der efter sin Mands Død var
reduceret til at have det strængt nødvendige til at leve for.
Men Johanne Alslev var den smukkeste Pige i Byen og
Kammerjunkerinden vidste, at hun havde været indbudt til Bal
paa to Herregaarde i de sidste Par Aar. Hun var desuden vel
oplært, havde frekventeret Københavns anseteste Dannelsesanstalt.
Hun maatte kunne være »hoffahig« ved Kammerjunker,
Overauditør, By- og Herredsfoged Gravenliorst’s og hans Hustru,
født Baronesse Gyldenskjolds Fest.
Hun blev en Art Primadonna paa Ballet. Ikke saaledes,
at de fineste Herrer, Grever og Kammerjunkere fra Herregaardene,
nogensinde havde engageret hende til hele Danse, men de
inklinerede livlig for hende, og en ung Artillerilieutnant med gyldent
Bandeler og Guldepauletter dansede den sidste Vals med hende.
Alle havde indrømmet, at hun var dejlig i den simple,
lyseblaa Tarletanskjole med gule Roser og hvide Kameliaer i
Haaret. Den lille, lidt skarpt og uregelmæssigt tegnede Næse
misklædte hende ikke.
Hvor var de mørke Øjenbryn ikke fint trukne over de
sorteblaa Øjne med de lange sorte, bløde Vipper! Mørkeblondt — ved
Lys mørkebrunt Haar sad å la Pompadour, Legemets Linje var
fin og slynget, Barmen passende høj, Midien passende slank,
Hofternes Runding ulastelig ... og hvilke smalle Fødder.
Da hun trak Handskerne af under Spisningen, hviskede en
ung Grevesøn til sin Nabo Artillerilieutenanten:
— Man kan ikke se, at Faderen har nusset Svesker. De
lange Fingre med Mandelneglene! Man skulde s’gu tro, hun var
af Familje. Det er kuriøst!
Hendes stadige Kavalerer — hver af dem havde danset to
Danse med hende — havde været Forststuderende Andreas Borch
og stud. teol. Karl Hellmann. Det var Børn fra Byen,
henholdsvis Sønner af »Universitetsforvalteren« — han bar Titel af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
