Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
En Forlovelse.
I et Øjebliks Forlegenhed ... et Øjeblik, hvor noget laa
stærkt og tungt og dog livslystent opadstigende i hans Sind — et
Øjeblik hvor han vilde have udsendt en ildglødende Lyrik, hvis
han havde kunnet digte, gav Karl Hellmann sig til at nynne:
Hortensen din Direktør,
Det er s’gu din Kone
og rystede i vild Lystighed Sne over sin Vens sorte Hat fra et af
de unge Poppelskud, som stod ensomt, som forskudt paa Plænens
Rand udenfor de gamle Fællers Kreds.
Andreas Borch svarede ham med et Livtag. Der laa de
og lo — maaske lige nær ved at græde, om de havde turdet.
De bleve ivrige under Legen ligesom Børn, der begynde at
slaas for Spøg og ender med at slaas for Alvor.
Andreas Borch masede kold Sne i Ansigtet paa Karl
Hellmann. Karl Hellmann tog et saa stærkt Tag i Andreas Borchs
Strubehoved, at Vennen ømmede sig derved.
Pludselig kom den unge Forstmand til Fornuft og sagde:
— Karl, vi er gale! Vi har sorte Kjoler under vore
Overfrakker — med Silkeför i Skøderne. Hvad vil din Tante sige,
hvis vi har revet det itu.
De rejste sig op, ildrøde i Ansigterne, svedende, trods al
det kolde, de havde væltet sig i.
Karl Hellmann tog sig til Panden. Han syntes han havde
noget at skamme sig over.
— Farvel, Andreas, nu gaar jeg hjem, sagde han.
— Nej, nej, du, raabte Borch og greb ham i Armen, saa
han nær var gaaet bagover. Vi maa op i min Kvist — Har vi
ikke meget at tale om i Aften, Karl! Hvad?
— Jo, det har vi vel nok, mumlede Studenten og lod sin
Ven trække af med sig.
III.
— Pst — du, stille . . . gaa sagte I ... Den gamle
Justitsraad sover saa leL
— Pst — Pst — det er dine Støvler, som knirker, Andreas!
— De forbandede lakerede ... de er saa stramme og
stive : . . Ja, ja, ja.
Saa hviskede de to Venner til hinanden, mens de gik op ad
den stejle, smalle Loftstrappe, hvor hvert Trin knagede gnavent
under deres Trin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
