Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Redaktør Vilh. Møller: Darwins Liv og Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Darwins Liv og Breve.
d. v. s. henrivende, frimodig og hjærtelig« . . . Ogsaa dette
lille Øjebliksbillede peger tilbage til en Grundstemning af glad
Tilfredshed.
Sidst paa Aaret fødtes saa hans første Barn. Han begyndte
øjeblikkelig at »studeret det, iagttog og optegnede alle dets
Livsytringer. Og hvor omhyggeligt han iagttog, kan ses baade af
hans (ogsaa paa Dansk oversatte) Afhandling om Barnet og af
Meddelserne om det i hans »Sindsbevægelsernes Udtryk«. Samtidig
var han imidlertid saa betaget og forelsket i den Lille, som nogen
Fader kan være. Saaledes som det mer og mer blev hans Vane,
antager hans Glæde Form af Railleri over ham selv. »Den Lille
er saa bedaarende, at jeg tør ikke gøre Fordring paa at kaldes
beskeden. Jeg gad høre den, der mente at kunne »smigre« os
med den Smaa; for jeg gad høre den, der kunde sige noget til
den Smaas Ros, som vi ikke i Forvejen er fuldstændig overbeviste
om. Jeg har ikke halt fjærneste Anelse om, at der kunde bo
saa meget i et 5 Maaneders Barn«. — — I Forbigaaende sagt var
den karakteristisk for Darwin, denne nøje Forbindelse af
Iagttagelses-lyst og dyb Hengivenhedsfølelse. Regnormene, som han studerede,
blev ham en Slags beundrede Venner; han kunde formelig »kæle«
for en smuk Blomst; og om Plante-Frø, som han eksperimenterede
med, brugte han det Udtryk, at »de forbistrede smaa Slubberter vilde
ikke mache ret!« Maaske han saå saa meget nyt, fordi han holdt
saa meget af dét, han saa paa. Dog var det kun de eller det
Smaa, der fristede hans Iagttagelsesævne. Sig selv, siger han
etsteds, har han aldrig studeret. Og heller ikke andre voksne lader
han til at have givet nøje eller længe Agt paa . . .
Han arbejdede flittigt i hine henved tre Aar. Men en stor
Del af Tiden var han syg. Det var begyndt for Alvor, dette hans
Livs Martyrium, som han søgte at holde indenfor visse Grænser
ved en saa beundringsværdig gennemført Regelmæssighed i
Levevis, og som han bar med et endnu langt beundringsværdigere
Taalmod. I 1840 kan man træffe et saa heftigt Udbrud af ham
som dette: »Jeg er bleven en kedsommelig gammel aandløs Hund
mod hvad jeg var før. Jeg tror, man bliver dummere, naar man
bliver gammel«. Men allerede i Sommeren 41 er Heftigheden
stilnet af til et tungt Hjærtesuk: »Fader lader ikke til at vente«,
skriver han, »at jeg skal komme til Kræfter igen før om adskillige
Aar (eller: for ret mange Aar?). Det har kostet mig bitter
Forsagelse at naa til den Overbevisning, at »Væddeløb er kun for de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
