Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
Teateriiidtryk. 448
blaa Fløjels Dragt med de store guldbroderede Sløjfer bar han
glimrende. En Replik sagde han saa godt, at man ikke glemmer
den. Det er da Gartnerens Datter Fanchette siger i hele Selskabets
og Følgets Nærværelse: »Hver Gang Hr. Greven kommer og vil
kysse mig, saa siger De« ... og Greven uden synlig Forlegenhed
tager hende om Hagen og siger: »Godt, Lille, godt« og saa rask
taler videre, som om intet var sagt.
Den nydelige unge Mademoiselle Bertiny, der i »Henri IH
et sa cour« spillede Hertuginden af Guises Page, som ikke har
mere Karakter i sig end f. Eks. Pagen Oscar i Verdis Opera »Un
Ballo in maschera«, har faaet til Opgave at fremstille Chérubin,
dette Mesterstykke af Skildringen af en Fyr i Pubertetsalderen,
som siger: »En Pige ... en Kvinde, hvor disse Ord er søde,
hvor er de interessante«, som sværmer højidealistisk for Grevinden,
stjæler eller røver Kys fra Suzanne og tager mod alle dem, som
Fanchette giver ham med den største Villighed af Verden.
Leloir, der i »Barberen« var en saa fortrinlig Basile, er i
»Figaros Bryllup« bleven afløst af Villain, der giver den ganske
med samme dødningalvorlige Præsteansigt. Det er dog godt, at
Teatrene endelig nu, under Republiken, kan kostumere Figurerne,
som Rollen forlanger, og kan bruge Uniformer og Ornater uden
at støde an mod idiotiske Forbud mod at vanhellige slige over
andre dødelige ophøjede Personer som gejstlige, militære og civile
Embedsmænd. Det skulde glæde mig, om jeg tog fejl — men
eksisterer der ikke hjemme i vort kære Fædreland slige Forbud
fra Tiden før Syndfloden? I saa Fald kan adskillige af Figaros
ironiske Lovprisninger af Literaturens og Pressens Frihed i Spanien
endnu høres med Opbyggelse fra en dansk Scene. Vist er det,
at baade Tartuffe og Basile forstaas først rigtigt, naar de
fremtræder med Ordinationens Præg i det ydre.
Villain savner noget af Leloirs Lune, der virker saa
uimod-staaeligt i al sin tørre Muthed. Han har faaet Præstens forlorne
Værdighed lagt selv over Stykkets allerslibrigste Repliker —
Basiles til Suzanne — men i Vittigheds- og Ordspilsdysten med
Figaro, er Villain ikke morsom nok. Det tørre, stramme Væsen
er korrekt nok holdt, men Kunstneren faar ikke vist os, hvilken
Ondskabsfuldhed og Kynisme der er gemt under den sorte Soutane
og den fladpullede Hat med den brede opkrampede Skygge.
Leloir forstod saa godt at gøre os Tilskuere begribeligt, hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
