Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kaptajn J. Westrup: 1864: Preussiske Forhold og preussisk Krigshistorie. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1864: Preussiske Forhold og preussisk Krigshistorie. ’ 538
Men — som det saa’s — var det netop denne Position,
Ministeriet straks fralagde sig. Den indtog derimod under
Konfliktens hele Forløb følgende —: Til disse Foranstaltninger, som
Statsvellet tvinger os til urokkeligt at fastbolde, erkende vi, at
Udgifterne maa bevilges ad forfatningsmæssig Vej, ligesom ogsaa,
at vi først kunne vente denne Bevilling, naar deres bevislige
Nødvendighed er gjort klar — hvorved selvfølgelig Bevisbyrden
maa paahvile os.
Endelig i Aaret 1865 troede da Bismarck, som ovenfor
bemærket, at det var lykkedes ham at levere dette længe attraaede
Bevis ved Krigsførelsen imod Danmark. En ny Skuffelse blev
imidlertid dette. Og hvor stor denne i Virkeligheden var ham,
fremgaar maaske mest karakteristisk af en lille, stilistisk Vending,
der flygtigt saa Lyset under de mest ejendommelige Forhold
halvanden Aar efter. Her sigtes til en umiddelbart efter, netop
Ottendedagen efter den epokegørende Sejr ved Königgrätz i hans
officielle Organ — (Prov. Corr. d. 11 Juli 1866) — fremkommen
storpolitisk Orientering, der gør Indtryk af at være skreven paa
selve de store Begivenheders Scene, og hvis Patos svarer til disse
Begivenheders. Men her — midt i den svulmende Sejrsstolthed
over Glansen af den verdenshistoriske Bedrift og over den nu
vundne Forvisning om, »at det preussiske Folks Repræsentanter
endelig vil tildele deres Samstemning til Hærens Opretholdelse i
dens nu berømmeligst prøvede Skikkelse* — indskydes en ægte
Bismarcksk, indigneret Henvisning til, at i øvrigt »denne
Forvisning allerede efter den danske Krig var fuldtud berettiget.« — Det
er imidlertid en Selvfølge, at Bismarck under selve Sessionen 1865
udtrykte sin Indignation over, at Deputeretkamret ikke vilde
godkende hans Bevisførelse, paa en særdeles direkte og ublid Maade,
saaledes i selve Slutningstalen, hvor han tiltordnede det, »at det
havde sagt sig løs fra Hærens glimrende Bedrifter og Resultater«
imod Danmark. Men midt i sin Indignation ses han ogsaa her
konsekvent at fastholde sit bevistilbydende Standpunkt og
fastholde det lige til den berømte Slutningsreplik —: »Den Dag kan
»ikke mere være fjærn, da Nationen — saaledes som det allerede
»er sket ved Tusinder af Stemmer, der af fri Drift have givet sig
»Lyd — saaledes ogsaa igennem sine ordenlige Repræsentanters
»Mund vil bringe sin kongelige Herre Tak og Anerkendelse«.
Ord — der ganske vist den Gang kun bleve betragtede som et
nyt Udbrud af hans uforbederlige Lyst til at skvadronere, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
