Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
579 Aristokratisk Radikalisme.
Eks. kunne naa til den Overbevisning, at et hundrede produktive
Mennesker, som vare opdragne i en ny Aand, vilde kunne faa
Bugt med Dannelsesfilisteriet. Fordærvelig derimod kan Historien
virke i ufrugtbare Menneskers Haand. Man jager f. Eks. de unge
Kunstnere ind i Gallenerne i Steden for ud i Naturen, sender dem
med endnu ubefæstet Sind til Kunstbyer, hvor de tabe Modet.
Og i alle sine Former kan Historien gøre uduelig til Livet, som
monumental ved at fremkalde den Skuffelse, at der gives bestemte,
tilbagevendende historiske Konstellationer, saa det som én Gang
var muligt nu under helt forandrede Vilkaar er muligt igen, som
antikvarisk ved den vakte Pietet for det gamle og forbigangne,
hvilken lammer den handlende, der altid maa krænke en eller anden
Pietet, endelig som kritisk Historie ved den nedslaaende Følelse,
den fremkalder, at vi have selve de Fortids vildfarelser, over hvilke
vi stræbe at løfte os, som Arv og Barndomsindtryk i vort Blod,
saa vi leve i stadig indre Splid mellem gammel og ny Natur.
Paa dette Punkt som paa tidligere berørte, vil Nietzsche
i sidste Instans den bovlamme moderne Dannelse til Livs. At
dannet og historisk dannet i vor Tid næsten ere blevne enstydige
Begreber, er ham et sørgeligt Symptom. Det er sporløst glemt,
at Dannelse burde være hvad den hos Grækerne var: Bevæggrund,
Ævne til Beslutning; nu til Dags betegnes Dannelse gærne som
Inderlighed, fordi den er en død indvendig Klump, som ikke bevæger sin
Indehaver. De mest dannede er Konservationsleksikoner. Naar
de handle, er det i Kraft af en almindelig godkendt, jammerlig
Konveniens eller ud fra den platteste Raahed.
Til denne vistnok almengyldige Betragtning knytter sig saa
en Klage, der særligt maatte opstaa i det moderne Tyskland,
Klagen over, hvor trykkende tidligere Tiders Storhed virker i den
senere fødtes Overbevisning om at være Epigon, en Sildefødning,
en Efterbyrd fra en større Tid, der vel kan lære Historie, men
aldrig frembringe Historie.
Selve Filosofien, klager Nietzsche med et Henblik paa de
tyske Universiteter, er mere og mere gaaet over til at blive
Filosofiens Historie, Meddelelse af hvad Alverden har ment om Alting,
>en Art uskadelig Passiar mellem akademiske Gamlemænd og
akademiske Pattebørn.« Man hævder i de forskellige Lande som en
Æressag, at der findes Tænkefrihed. I Virkeligheden er dette kun
en tarvelig Frihed. Man tør tænke paa hundrede Maader, handle
tør man derimod altid kun paa én Maade — og det er dette, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
